Faktaboks

William Shakespeare
Født
1564
Død
23. april 1616
Levetid - kommentar
I kirkebogen i Stratford-upon-Avon er hans dåb registreret 26. april 1564, men fødselsdagen fejres traditionelt Skt. Jørgens Dag, 23. april.

William Shakespeare. Der eksisterer kun få portrætter af Shakespeare, og det er stærkt omdiskuteret, hvor ægte de er. Dette kendte billede pryder titelbladet til First Folio-udgaven af Shakespeares skuespil fra 1623.

.

William Shakespeare var en engelsk digter og skuespilforfatter. Eftertidens vedholdende interesse for de ca. 30 skuespil og den ikke-dramatiske digtning (først og fremmest 154 sonetter) har gjort William Shakespeare til den vel nok bedst kendte og mest levende forfatter i verdenslitteraturen.. Blandt hans kendteste skuespil er Hamlet, Kong Lear, Othello og Macbeth.

Faderen, John, var en velhavende handskemager og desuden medlem af byrådet; moderen, Mary, fra en af omegnens godsejerslægter. Der var flere søskende, hvoraf én, broderen Edmund, ligesom William blev skuespiller i London.

Ungdom

Alt tyder på, at William Shakespeare havde sin skolegang på Stratford-upon-Avons velrenommerede latinskole, men ikke fik en universitetsuddannelse. Som 18-årig giftede han sig ved en kirkelig dispensation med den lidt ældre Anne Hathaway (ca. 1556-1623); en datter fødtes seks måneder senere, og der kom tvillinger i 1585. Det vides ikke, hvordan Shakespeare forsørgede familien.

Derefter følger de "forsvundne år", hvorfra man mangler oplysninger, indtil han igen dukker op i London i 1592 i forfatteren Robert Greenes (ca. 1558-1592) angreb på den gemene skuespiller, den "Shake-scene", der vovede at skrive skuespil.

Ifølge en af de mere troværdige teorier om hans vej ind i teatrets verden blev han ansat som privatlærer hos en adelsfamilie i Lancashire; opførelse af skuespil indgik dengang i opdragelsen, og flere adelsmænd havde desuden halvprofessionelle skuespillere i deres brød.

Det tidlige forfatterskab

Det tidlige forfatterskab vidner om en vis tøven i valg af karrierens retning. På den ene side findes værker, der er beregnet på at imponere og behage tidens sofistikerede adelsungdom: erotiske digte ("The Rape of Lucrece" og "Venus and Adonis"), sonetter (hvoraf én, nr. 111, beklager nødvendigheden af at skulle ernære sig som skuespiller), en raffineret komedie (Love's Labour's Lost) med megen poesi og meget lidt handling og en anden (The Comedy of Errors), der viser beherskelse af de klassiske regler og handlingsmønstre.

På den anden side findes skuespil, der snarere passer til opførelse for tidens bredt sammensatte teaterpublikum: den romantiske The Two Gentlemen of Verona, den bloddryppende hævntragedie Titus Andronicus, kærlighedsdramaet Romeo and Juliet og en folkelig komedie om ægteskabelige problemer, The Taming of the Shrew, samt flere voldsfremstillende og spektakulære historiske spil (Henry VI i tre dele og Richard III).

William Shakespeare valgte at koncentrere sig om teatret som både forfatter, skuespiller og producent.

I de foregående årtier var der udviklet en teatervirksomhed, hvis bærende element var trupper af mandlige skuespillere, der formelt var en adelsmands tjenere (for at undgå anholdelse som vagabonder), men i praksis fuldtidsprofessionelle.

Skuespiller og Lord Chamberlain's Men

Omkring 1594-1995 blev William Shakespeare skuespiller og anpartshaver i en af de dominerende London-trupper, Lord Chamberlain's Men, der derefter stod for opførelsen af alle hans skuespil.

Truppen nød den fordel at kunne leje sig ind i en af de efterhånden adskillige permanente teaterbygninger i udkanten af London i stedet for at rejse rundt (hvad de dog også gjorde af og til). Der udgik regelmæssige befalinger om at spille ved hoffet.

Truppen skiftede tilhørsforhold og navn til The King's Men, da Jakob 1. Stuart kom på tronen i 1603; Shakespeare fortsatte som medlem, men holdt sandsynligvis op med selv at optræde.

Historiske skuespil og romantiske komedier

Resten af 1590'erne brugte William Shakespeare til at fuldføre rækken af i alt otte historiske skuespil, der skildrer striden om den engelske trone i 1400-tallet, dvs. ud over de allerede nævnte Richard II, Henry IV i to dele og Henry V. Dertil kommer et skuespil om den meget tidligere King John.

Shakespeares senere historiske stykker kendetegnes ved et mangfoldigt persongalleri og en intelligent nysgerrighed over for magtudøvelsens metoder og etik, i modsætning til genrens typiske blanding af ukritisk patriotisme med umotiveret klovneri.

I samme periode skrev Shakespeare flere romantiske komedier med en atmosfære af festlig frigørelse, hvori den unge kærligheds forhindringer overvindes: A Midsummer Night's Dream, As You Like It, The Merry Wives of Windsor (hvor romantikken dog overdøves af Falstaffs mislykkede forførelsesforsøg), Twelfth Night, The Merchant of Venice og Much Ado About Nothing.

Det er blevet sagt om Shakespeare, at han følte sig bedst tilpas i grænselandet mellem genrer, og det er da også karakteristisk, at der i flere af disse ellers "lykkelige" komedier ved slutningen stadig resterer en skygge: en uløst konflikt, en fornemmelse af ufred eller en person, for hvem spillet snarere er en tragedie (fx Malvolio i Twelfth Night og Shylock i The Merchant of Venice, begge dybt ydmygede og åndeligt sårede).

Tragedierne og "problem plays"

Århundredskiftet og de første år af 1600-tallet domineres af tragedierne: de tre romerske, Julius Caesar, Antony and Cleopatra og Coriolanus, samt de fire "store": Hamlet, Othello, Macbeth og King Lear, forfatterskabets hovedværker, bl.a. pga. deres unikke indsigt i den menneskelige natur. På hver sin måde har de også alle et foruroligende komisk eller grotesk islæt.

Sideløbende skrev Wlliam Shakespeare enkelte "problem plays", Measure for Measure, Troilus and Cressida, All's Well that Ends Well samt den dystre Timon of Athens. De omhandler etiske problemstillinger med et menneskesyn, der ikke er mere optimistisk end tragediernes.

Forfatterskabets afrunding: de fire tragikomedier

Forfatterskabet afrundes med de fire tragikomedier eller "romances", Pericles, Cymbeline, The Winter's Tale og The Tempest, hvor tragediens beskrivelse af verdens ondskab og absurditet følges til bunds, men desuden efterfølges af komediens tilgivelse, orden, harmoni og fornyede håb — dog således at prisen herfor i smerte og afsavn ikke overses.

Disse skuespil kan afspejle den aldrende forfatters opnåelse af sjælefred, men det ville være lige så karakteristisk for teater-entreprenøren Shakespeare, at han vejrede og udnyttede en ny tendens i tidens teatermode med indendørs teater og dermed adgang til et mere raffineret og kræsent publikum. De sidste stykker viser utvetydigt en forfatter mere opsat end nogensinde på at lege og eksperimentere med teatrets redskaber og virkemidler.

Skuespil i samarbejde med andre forfattere

I tilknytning til forfatterskabet findes der nogle skuespil, som William Shakespeare formodes at have skrevet (ganske i overensstemmelse med tidens praksis) i samarbejde med andre forfattere: Sir Thomas More, Edward III, Two Noble Kinsmen og Henry VIII. Mindst ét Shakespeare-skuespil, Cardenio, er gået tabt.

Mange anonyme spil og digte er senere blevet tilskrevet Shakespeare, uden at det er lykkedes dem at opnå kanonisk status; dog synes den temmelig banale "A Funeral Elegy" fra 1612 pga. ordforrådet med større sikkerhed at kunne tilskrives Shakespeare.

Shakespeares samlede værker

År Originaltitel Dansk titel Oversat år
1590 Edward III
1590-91 The Two Gentlemen of Verona De to herrer fra Verona 1871
1591 Henry VI, 2. del Henrik den Sjette 1818
1591 Henry VI, 3. del Henrik den Sjette 1818
1592 The Taming of the Shrew Den arrige Kvinde, der blev tam, senere Trold kan tæmmes 1872
1592 Titus Andronicus Titus Andronicus 1967
1592 Henry VI, 1. del Henrik den Sjette 1818
1592 Richard III Richard den Tredje 1818
1592-93 "Venus and Adonis" Venus og Adonis 1894
1593 "The Rape of Lucrece"
1593-1603 Sonnets Sonetter 1885
1592-94 The Comedy of Errors ( Tvillingerne 1867
1594-95 Love’s Labour’s Lost Elskovs Gjækkeri 1873
1594-96 A Midsummer Night’s Dream Sommernatsdrøm, senere En skærsommernatsdrøm 1816
1595 Romeo and Juliet Romeo og Julie 1811
1595 Richard II Kong Richard den Andens Liv og Død 1815
1596 King John Kong Johan 1821
1596-97 The Merchant of Venice Kiøbmanden af Venedig, senere Købmanden i Venedig 1792
1596-97 Henry IV, 1. del Kong Henrik den Fjerde 1815
1597-98 The Merry Wives of Windsor De muntre Koner i Windsor 1829
1597-98 Henry IV, 2. del Kong Henrik den Fjerde 1815
1598 Much Ado About Nothing Stort Besvær for Ingenting, senere Stor ståhej for ingenting 1867
1598-99 Henry V Kong Henrik den Femte 1816
1599 Julius Caesar Julius Cæsar 1807
1599-1600 As You Like It Som det behager Eder, senere Som man behager 1825
1600-01 Hamlet Hamlet 1777
1601 Twelfth Night Hellig Tre Kongers Aften 1829
1602 Troilus and Cressida Troilus og Cressida 1870
1603 Measure for Measure Lige for Lige 1871
1603-04 Othello Othello 1790
1603-04 Sir Thomas More (revision af tidl. udateret skuespil)
1604-05 All’s Well that Ends Well Ende god, Alting godt, senere Når enden er god 1790
1604-05 King Lear Kong Lear 1792
1606 Macbeth Macbeth 1790
1606 Antony and Cleopatra Antonius og Cleopatra 1871
1607-08 Timon of Athens Timon i Athen 1867
1607-08 Pericles Perikles 1978
1608 Coriolanus Coriolan 1819
1609 The Winter’s Tale Et Vintereventyr 1867
1609-10 Cymbeline Cymbelin 1792
1611 The Tempest Stormen 1810
1612 Henry VIII Henrik den Ottende 1821
1613 Two Noble Kinsmen

Tilblivelsesår ifølge Norton Shakespeare (red. Stephen Greenblatt, 1997).

En del af William Shakespeares værker er oversat flere gange; de danske årstal angiver første oversættelse

Alderdom

William Shakespeare blev en velhavende mand: Ud over at være anpartshaver i Lord Chamberlain's Men/The King's Men blev han i 1600 også medejer af det teater, Globe Theatre, hvor truppen optrådte, og tilsvarende, i 1608, af indendørsteatret Blackfriars.

Han købte både gentlemanstatus (inklusiv et våbenskjold med et tværgående spyd, jf. spear) og det næststørste hus i Stratford, New Place, hvortil det formodes, at han trak sig tilbage omkring 1610. Forfatterskabet afsluttes med testamentet (hvis overdragelse af "min næstbedste seng" til enken har vakt en del opsigt) og gravmælets forbandelse over den, der vover at forstyrre liget.

Efterliv

I Stratford-upon-Avon kan man besøge William Shakespeares fødested og Anne Hathaways hus.

.

De samlede værker er udgivet talrige gange, og stykkerne opføres hyppigt både på originalsproget og i oversættelser og har været inspiration til værker i andre genrer, fx musicalen West Side Story (1957, baseret på Romeo and Juliet), Giuseppe Verdis operaer Macbeth (1847), Otello (1887) og Falstaff (1893) samt Sergej Prokofjevs musik til balletten Romeo og Julie (uropført 1938).

Filmatiseringerne

Filmatiseringer findes der ligeledes mange af; berømte er bl.a. Laurence Oliviers Hamlet (1948) og Richard III (1955), Orson Welles' Macbeth (1948) og Othello (1952) samt Franco Zeffirellis The Taming of the Shrew (1967). Fra 1980'erne og 1990'erne kan nævnes Kenneth Branaghs Henry V (1989), Much Ado about Nothing (1993) og Hamlet (1996).

Genskabelsen af Globe Theatre i en tro fungerende kopi tæt ved dets oprindelige placering syd for Themsen i London (åbnet 1997) samt John Maddens (f. 1949) succesfilm Shakespeare in Love (1998), der fabulerer over Shakespeares person, har yderligere bidraget til berømmelsen i nyere tid, og turister har længe valfartet til fødebyen, Stratford.

"Bardolatry"

Shakespeare-dyrkelsen (bardolatry) i den grad og form, man kender i dag, er af fortrinsvis nyere dato. Shakespeares anseelse og berømmelse var ikke stor i de første 100 år eller mere efter hans død. Stykkerne levede ikke op til tidens nyklassicistiske normer og var i øvrigt skrevet til en helt anden teaterform og et helt andet publikum.

Teaterelskeren Samuel Pepys overværede flere Shakespeare-forestillinger i 1660'erne og var uhyre kritisk: "Det mest åndsforladte, latterlige stykke, jeg nogensinde har set i mit liv" skrev han om A Midsummer Night's Dream.

Vendepunktet kom i midten af 1700-tallet, og Shakespeare-dyrkelsen nåede en foreløbig kulmination ved de overdådige jubilæumsfestligheder i Stratford i 1769. Det var i denne forbindelse, at skuespilleren og teatermanden David Garrick, der på afgørende måde bidrog til genopdagelsen af William Shakespeare, omtalte forfatteren som "the immortal bard", dvs. som digteren og profeten, der tænkte og fremsagde kulturens dybeste sandheder i udødelige ord.

Ophøjelsen af Shakespeare til et overmenneskeligt kulturfænomen er hovedårsagen til de excentriske teorier om, at en helt anden (gerne af adelsslægt eller med en højere uddannelse, fx jarlen af Oxford eller Francis Bacon) skrev skuespillene.

I Storbritannien har Shakespeare-dyrkelsen til tider været led i en helt anden, politisk dagsorden, fx at fremhæve britisk kulturs fortrin over for europæiske rivaler eller imperiets undersåtter.

William Shakesperares egne roller

Det står imidlertid fast, at William Shakespeare skrev i flere af tidens dramatiske genrer og i flere afarter og krydsninger heraf end nogen anden af tidens forfattere og med et langt mere omfattende ordforråd end andre med en produktion af lignende størrelse.

Desuden var han som skuespiller og parthaver i en skuespiltrup, som skuespilforfatter og som teatermedejer dybere engageret end nogen anden i tidens teatervæsen, mens samme teatervæsen undergik en af de vigtigste ændringer i dets historie: udviklingen af en professionel teatervirksomhed med heltidsforfattere og -skuespillere og daglige opførelser i hertil byggede teatre. Ikke siden det antikke romerske drama havde man set noget tilsvarende. Det elizabethanske teater havde derudover rødder i middelalderens traditioner for dramatisering af religiøse og verdslige emner.

Genopdagelsen af den historiske Shakespeare er et centralt emne for den videnskabelige Shakespeare-forskning i dag, både hvad angår fortolkningen af dramaerne og især i forståelsen af denne fortolkningsvirksomheds tekstgrundlag.

Skuespilteksterne betragtedes dengang ikke som litteratur, men som råmateriale for en teatervirksomhed, der havde mere præg af underholdningsindustri end af finkultur og derfor var genstand for omskrivning efter behov — af forfatteren selv, af en anden digter eller af skuespillerne.

Originaludgivelser og tekstrevisioner

Ingen af William Shakespeares skuespil er bevaret i håndskrift. De kendes nu udelukkende, fordi de udkom i originaludgaven af Shakespeares samlede værker i 1623 ("First Folio") og/eller tryktes enkeltvis i kvart-format (quartos).

At genskabe Shakespeare-originalen fra disse trykte tekster har været anset for en fornem filologisk opgave, men der er en voksende erkendelse af, at opgaven er uløselig eller simpelthen irrelevant. Eksempelvis er mange forskere overbevist om, at King Lear også dengang forelå i to forskellige udgaver svarende til hhv. de bevarede First Folio- og quartotekster, og at det var Shakespeare selv, der reviderede skuespillet.

"Shakespeares King Lear" er i så fald to til dels forskellige stykker, og flere forlag foretrækker efterhånden at udgive dem særskilt. Tidligere udgaver, der forsøger at kombinere de to tekster (og fortolkninger baseret på disse hybridudgaver) afspejler derfor næppe oprindelig opførelsespraksis.

Status for eftertiden

William Shakespeare skrev og producerede sine skuespil i en opbrudstid mellem det forholdsvis fastlåste middelalderlige verdensbillede og renæssancens opdagelse af antikkens individualiserende menneskesyn, som skulle blive det moderne.

Hans dramatik, der iscenesætter tilværelsens — ofte selvmodsigende — mangfoldighed, rummer spændingen mellem erkendelsen af givne rammer og behovet for deres overskridelse.

William Shakespeares status som alle tiders skuespilforfatter må tilskrives dels hans uovertrufne sans for scenekunstens teknik og virkemidler, dels hans evne til at ramme og problematisere eksistentielle vilkår oplevet af hans sam- og eftertid som centrale og relevante for mennesker uanset tid og sted.

Danske opsætninger

I Danmark introduceredes William Shakespeare først for alvor med Peter Thun Foersoms fremstilling af Hamlet i 1813. Hans værker blev en stor inspiration for en romantiker som Adam Oehlenschläger, mens det i forhold til den toneangivende teatermand i første halvdel af 1800-t. Johan Ludvig Heibergs æstetik kun var muligt at præsentere bearbejdede versioner, som udelod stykkernes burleske aspekter.

Først realismen og naturalismen viste sans for Shakespeares sceniske mangfoldighed.

Hver periode har kunnet udfordre sit teatersyn i Shakespeare-opsætninger. En afgørende inspiration udgik fra polakken Jan Kotts bog Shakespeare — vor samtidige (1961, da. 1966), der bl.a. pegede på forbindelsen til absurd teater.

William Shakespeares værker er blevet oversat mange gange, bl.a. af Peter Foersom, Edvard Lembcke, Valdemar Østerberg, Ole Sarvig, Johannes Sløk og Niels Brunse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig