Faktaboks

Philip Sidney
Født
30. november 1554, Penthurst Place, Kent
Død
17. oktober 1586, Zutphen, Holland

Philip Sidney var en engelsk digter og adelsmand. Han er især kendt for værkerne Arcadia (1. udgave 1581), Astrophel and Stella (1591) og A Defence of Poesie (1595).

Sidneys samfundsengagement og liv

Sidney blev for sin samtid indbegrebet af det høviske ideal, idet han forenede en elegant og åndfuld social adfærd med sit dybe engagement i politiske og religiøse forhold. Sidney døde for den protestantiske sag, da han som frivillig kæmpede mod Spanien.

Hovedværket A Defence of Poesie

Selv om Sidney var protestant, afviste han den radikale protestantismes skepsis over for digtekunsten, som han tværtimod hyldede i A Defence of Poesie (trykt 1595), et af Englands væsentligste stykker litteraturkritik og ustandselig citeret i eftertiden. Sidney, der sammen med bl.a. digteren Edmund Spenser og pædagogen Gabriel Harvey (cirka 1550-1631) ønskede at reformere engelsk digtning efter klassisk mønster, ser her digteren i stand til at skabe, eller afdække, en perfektion, som i naturen altid er delvis og skyggeagtig.

Sidneys øvrige væsentlige værker

Arcadia er en prosaromance spækket med forviklinger, kærlighed og ædel dåd. Den findes i to versioner, kendt som Old Arcadia, skrevet 1581, og en delvis revideret ikke-fuldført udgave, New Arcadia fra 1583-84, trykt 1590. Sonetkransen Astrophel and Stella (trykt 1591) puster nyt liv i den høviske kærlighedsdigtnings strengt bundne form, idet Sidney inderligt og dog let selvironisk fokuserer på spændingen mellem personlig følelse og de midler, traditionen giver for at udtrykke denne. Sidney skriver med en charme og tilgængelighed, der sammen med Shakespeare gør ham til den ideelle indgang til den spændingsfyldte renæssancetid, som mange har set legemliggjort i Sidneys egen person.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig