Gotisk litteratur, en især engelsksproget litteratur, der beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable. Uhyggelige væsener, dobbeltgængere, spøgelser og vampyrer huserer i et truende univers af dystre borge og underjordiske gange — senere i storbyers labyrintiske virvar og forfald.

Gotisk litteratur fraviger på næsten alle måder realismens regler og markerer sig som den eventyrlige romans negative modstykke: Den eventyrlige roman beskæftiger sig med det, mennesket håber og søger; den gotiske med det, vi frygter og flygter fra.

Ordet gotisk blev i 1700-t.s England brugt som skældsord for den klassicistiske arkitekturs modsætning: middelalderens snørklede katedraler, fulde af skygger og katolske associationer.

En stigende interesse for det ikke-rationelle afspejledes fra midten af 1700-t. i den litterære verden af Edmund Burkes æstetiske teori om det sublime og en kultagtig dyrkelse af mennesket som følelsesvæsen.

Horace Walpole chokerede verden med The Castle of Otranto: A Gothic Story (1764), hvorefter den gotiske roman gik sin sejrsgang med fx Ann Rathcliffes gysere (1790'erne), William Godwins Caleb Williams (1794), M.G. Lewis' skandaleombruste The Monk (1796), Mary Shelleys Frankenstein (1818) og C.R. Maturins Melmoth the Wanderer (1820).

For nogle er gotisk litteratur lig med den gotiske roman mellem 1764 og ca. 1820, men en fortløbende tradition kan spores helt frem til horror-romanerne i slutningen af 1900-t. Skønt inspireret af bl.a. tysk romantik (E.T.A. Hoffmann) blomstrede genren især i den engelsksprogede verden og er særlig stærkt repræsenteret inden for amerikansk litteratur (Charles Brockden Brown, Edgar Allan Poe).

Gotisk litteratur afdækker ikke blot en begrænsning i oplysningstidens menneskesyn, men sætter samtidig spørgsmålstegn ved menneskets særstatus i naturen såvel som ved kristendommens polarisering af "det gode" over for "det onde".

Således kan denne litteratur ses som led i et større opgør med værdier og virkelighedsbegreber, der først når sin kulmination ved slutningen af 1900-t. De sære hændelser skaber en skræmmende usikkerhed om virkelighedens grænser og menneskets evne til at analysere disse.

Denne anfægtelse af sanser, fornuft og forestillinger synes at være kernen i den gotiske litteraturs vedvarende evne til, trods sine enkle, ofte primitive virkemidler, at fængsle ikke blot en bred læserskare, men også den intellektuelle elite.

Hver periode har sine grænser og dermed sine begreber om det uhyggelige; gotisk litteratur afslører således fundamentale spændinger i sin samtid. Efter 1700-t.s kritik af mennesket som fornuftsvæsen udfordrer 1800-t.s gotiske litteratur tidens sociale og seksuelle pænhedsidealer (fx i R.L. Stevensons Dr Jekyll and Mr Hyde (1886) og Bram Stokers Dracula (1897)), mens den i 1900-t. ofte udtrykker en absurd-eksistentialistisk synsvinkel som i Anne Rices Vampyrkrøniker (1976-95).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig