Peter Carey, f. 1943, australsk forfatter. Careys optagethed af eksistentielle betingelser givet af australsk historie er det gennemgående træk ved et forfatterskab med veloplagt blik for det ufrivilligt komiske. Debutnovellerne The Fat Man in History (1974) og War Crimes (1979) giver et surrealistisk syn på Australien som kulisse til verdens undergang. Blandt de senere flertydige romaner tager Illywhacker (1985) udgangspunkt i fødebyen Bacchus Marsh, mens Oscar and Lucinda (1988, da. 1989), der gav Carey hans internationale gennembrud, skuer tilbage til 1800-t.s brutale og dobbeltmoralske kolonisering af Australien, blotlagt gennem en postmodernistisk fortælleteknik. Bogen indbragte samtidig Carey den eftertragtede Booker-pris. I The Tax Inspector (1991, da. Skatteinspektøren, 1992) fokuserer Carey med sort humor på genvordighederne i en nutidig, men ikke helt almindelig australsk familie. Med True History of the Kelly Gang (2000) opnåede Carey for anden gang Booker-prisen. Romaner fra 1990'erne er The Unusual Life of Tristan Smith (1994) og Jack Maggs (1997, da. Historien om Jack Maggs, 2000). My Life as a Fake (2003) er en litterær svindlerhistorie, mens Wrong About Japan (2005) er en personlig rejsebog, der forsøger at trænge ind i den japanske forkærlighed for lange tegneserier, manga.Med True History of the Kelly Gang (2000) opnåede Carey for anden gang Booker-prisen. Romaner fra 1990'erne er The Unusual Life of Tristan Smith (1994) og Jack Maggs (1997, da. Historien om Jack Maggs, 2000).