Faktaboks

Patrick White
Født
1912
Død
1990

Patrick White var en australsk forfatter og Nobelprismodtager.

White blev født i London af velhavende australske forældre. Han tilbragte mange drenge- og ungdomsår i Australien, men blev uddannet på den engelske kostskole Cheltenham og Cambridge University, hvor han læste moderne sprog. Som officer i RAF's efterretningstjeneste gjorde han under 2. Verdenskrig tjeneste i Grækenland og Mellemøsten. Han vendte tilbage til Australien i 1946 efter at have rejst rundt i USA.

Allerede før og under krigen havde han skrevet lyrik og romaner med Thomas Hardy og D.H. Lawrence som modeller, men hans egentlige gennembrud kom med de tre symbolfyldte romaner The Tree of Man (1955), Voss (1957) og Riders in the Chariot (1961). I disse hovedværker trækker han, med afsæt i sin egen erfaring som hjemvendt eksilaustralier, en linje op gennem australsk historie og vender klichéerne om pionerernes hårde og slidsomme liv i Australiens ubarmhjertige natur til myteagtige fortællinger om menneskelige resursers formåen.

White talte åbent om sin homoseksualitet i erindringsbogen Flaws in the Glass: A Self-Portrait (1981) og havde siden krigen levet sammen med den græske officer Manoly Lascaris. White skrev også eksperimenterende dramatik og adskillige noveller. Han fik i 1973 Nobelprisen for et visionært forfatterskab, der i eminent grad udnytter det australske kontinent både specifikt som væsentligt element i en særlig australsk erfaring og generelt som symbolsk kulisse for det isolerede menneskes søgen efter mening. På dansk foreligger novelleudvalget Kvinden der ikke måtte holde katte og andre noveller (1974) og romanen Voss (2023).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig