• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Canada - fransksproget litteratur

Oprindelig forfatter KLar Seneste forfatter HPLu

Den franske kolonitid og en stor del af den engelske byder på rejseskildringer og historiske tekster. Men efter opstanden i 1837-38 udgav François-Xavier Garneau sin Histoire du Canada (1845-49, "Canada" står for "fransk Canada"), som indledte mere end hundrede års nationalistisk litteratur op til den anden store historiker Lionel Groulx, som dominerede mellemkrigstidens konservative ideologi. Den fransk-canadiske litteratur er altså ung, og den har fra sin romantiske start et nationalt præg, tidligt konservativt og med kirken som centrum.

Først som en spæd tendens, senere som et overalt forekommende motiv ligger myten om les coureurs des bois, skovens folk, som fra den første bosættelse strittede imod kirkens ønske om en befolkning af bønder og missionærer. De kom bl.a. til ære og værdighed hos Joseph-Charles Taché i Forestiers et voyageurs (1863, Skovfolk og frie fugle), hvor de kædes sammen med den folkelige tradition af viser og fortællinger. Den videst kendte roman om Québec, Maria Chapdelaine (1916, da. 1922), er skrevet af franskmanden, Louis Hémon (1880-1913), men medregnes i den canadiske litteraturhistorie. Den tematiserer myten om frie jægere versus stræbsomme bønder og blev model for en stribe hjemstavnsromaner, banale bortset fra et par undtagelser (Félix-Antoine Savard, Ringuet).

Forsøg på at knytte bånd til europæisk litteratur ses bedst hos poeterne; Émile Nelligan (1879-1941) først i det 19. århundrede, i 1940'erne hos Saint-Denys Garneau (1912-43) og Anne Hébert, senere med engageret lyrik af Raymond Leblanc og Guy Arsenault. Senere skrev Anne Hébert bl.a. den prisbelønnede roman Les Fous de Bassan (1982, da. Vanvidsfuglene, 1984), som omhandler striden mellem sammenhold og individualitet i et traditionelt landsbysamfund. Byen og arbejderne har været motiv for forfattere som Gabrielle Roy (fra Manitoba) og Roger Lemelin (1919-1992). Efter nogle år i 1950'erne, hvor poesien førte ordet, bl.a. hos Gaston Miron (1928-1996), blev den "stilfærdige" revolution rammen om romanens guldalder med navne som Jacques Ferron (1921-85), Marie-Claire Blais (f. 1939), Hubert Aquin (1929-77), Réjean Ducharme (f. 1941; gennembrud med den samfundskritiske roman L'Avalée des avalées, 1966, da. Slugerens slugt, 2016), og teatrets med Michel Tremblay (f. 1942). Siden har der været flere åbninger af den canadiske litteratur; i 1980'erne mod amerikansk litteratur (fx Jacques Poulin (f. 1937) og i 1990'erne med den såkaldte migrantlitteratur repræsenteret af bl.a. Dany Laferrière (f. 1953) fra Haiti og Ying Chen (f. 1961) fra Kina (Shanghai).

Annonce

I Acadien, som er den fransksprogede del af de maritime provinser, er den prisbelønnede Pélagie-la-Charrette (1979) af Antonine Maillet (f. 1929) et vigtigt eksempel på den litterære brug af den lokale franske dialekt.

Læs videre om engelsksproget litteratur i Canada eller om Canada generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Larsen: Canada - fransksproget litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53927



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Canada - fransksproget litteratur Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik