Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Susan Sontag

Oprindelig forfatter LOSau Seneste forfatter Redaktionen

Susan Sontag fotograferet i 1995.

Susan Sontag fotograferet i 1995.

Susan Sontag, opr. Susan Rosenblatt, 1933-2004, amerikansk kritiker og forfatter; Susan Sontag delte i 1960'erne "New York intellektuelles" sympati for Karl Marx og Sigmund Freud, men tog i sine artikler, samlet i Against Interpretation (1966), i stigende grad afstand fra en tolkende (hermeneutisk) kunstanalyse til fordel for en oplevende (erotisk) kunstoplevelse.

Med sin opfordring til nedbrydning af skellet mellem elite- og massekultur, sit ståsted i en avantgardistisk kunstopfattelse og sine betragtninger om "camp" og "happenings" har Susan Sontag i høj grad været med til at sætte den postmoderne dagsorden i kulturlivet.

Hendes roman The Volcano Lover (1992, da. Manden der elskede vulkaner, 1993) formidler effektivt og underholdende mange af hendes kritiske synspunkter i fiktionens form.

Annonce

Susan Sontag har, med udgangspunkt i sin egen kræftsygdom, kritiseret stivnede forestillinger om sygdom i Illness as Metaphor (1978, da. Falske forestillinger om sygdomme — fremkaldt af forkert sprogbrug, 1979) og Aids and Its Metaphors (1989, da. Aids og dens metaforer, s.å.). Et udvalg af Susan Sontags essays kom i 2001 under titlen Where the Stress Falls.

Inden for fotografiet øvede Susan Sontag dybtgående indflydelse gennem essaysamlingen On Photography (1973, da. Fotografi, 1985), og hun samarbejdede med fotografen Annie Leibovitz, som hun havde et nært forhold til, i billedbogen om amerikanske kvinder ved årtusindskiftet, Women (1999).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Sauerberg: Susan Sontag i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162380