Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Philip Roth

Oprindelig forfatter LOSau Seneste forfatter Redaktionen

Philip Roth. Portræt fra 2004.

Philip Roth. Portræt fra 2004.

Philip Roth, f. 19.3.1933, amerikansk forfatter. I et forfatterskab, der ofte er opfattet som kontroversielt, har Philip Roth forholdt sig kritisk til jødisk-amerikansk selvforståelse og har samtidig plæderet for seksualiteten som den væsentligste eksistentielle drivkraft.

Begge temaer introduceres i gennembrudsbogen Goodbye, Columbus (1959, da. Farvel, Columbus, 1965), en kortroman og fem noveller, og gennemspilles fuldt instrumenteret i Portnoy's Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder, 1969). I The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire, 1981) optræder Roths alter ego Nathan Zuckerman som en fra da af gennemgående figur, hvis forekomst giver anledning til en selvreflekterende fortælleteknik, der tillader samtidig belysning af alternative udviklingsmuligheder.

Annonce

Ligeledes fortæller Zuckerman om temaerne aldring, seksualitet og tolerancetærskler i The Human Stain (2000, da. En menneskelig plet, 2001) om den 71-årige Coleman Silk, der efter en succesrig universitetskarriere som underviser, forsker og navnlig administrator pludselig ofres i den politiske korrektheds navn.

Philip Roths forfatterskab har i sin senere fase haft bredere samfundskritisk sigte, fx American Pastoral (1997), en Job-allegori, som Roth fik en Pulitzerpris for, og I Married a Communist (1998, da. Jeg blev gift med en kommunist, 2008) om McCarthy-tidens (se mccarthyisme) traumer. Philip Roth afprøver kortromanens form i The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr, 2002), en essayistisk fiktion om den 70-årige David Kepish, kendt fra The Breast (1972) og The Professor of Desire (1977), der i en hektisk erotisk affære med en meget yngre kvinde plages af tanken om altings uundgåelige forfald.

Hans The Plot Against America (2004, da. Komplottet mod Amerika, 2006) er en kontroversiel kontrafaktuel historie om, hvad der kunne være sket, hvis nationalhelten med de antisemitiske og isolationistiske holdninger Charles A. Lindbergh havde vundet præsidentvalget i 1940. I Exit Ghost (2007, da. Exit genfærd, 2008) tvinges Nathan Zuckerman tilbage til New York til et opgør med fortiden efter at have været borte fra storbyen i 11 år.

Philip Roth har i eminent grad været med til at danne og cementere forestillingen om den neurotiske amerikanske storbyintellektuelle, hvis personlige anliggender også påstås at være nationens. I 2012 meddelte Roth offentligheden, at han trak sig tilbage som forfatter.

Ud over Pulitzerprisen er Philip Roth bl.a. også blevet tildelt den amerikanske National Book Award 1960 og 1995, National Book Critics Circle Award 1987 og 1991, PEN/Faulkner Award for Fiction 1994, 2001 og 2007 samt PEN/Saul Bellow Award for Achievement in American Fiction 2007. I 2011 fik han desuden MAN International Booker Prize (se Bookerprisen).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ole Sauerberg: Philip Roth i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152821