Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joyce Carol Oates

Oprindelig forfatter Green Seneste forfatter Redaktionen

Joyce Carol Oates, f. 1938, amerikansk forfatter. Med mere end 100 udgivelser, fra novellesamlingen By the North Gate (1963) til romanen Sexy (2005, da. 2006), er Joyce Carol Oates blevet en af 1900-t.s mest produktive skildrere af amerikansk virkelighed. Et gennemgående tema er voldens rolle i konflikter mellem kønnene, klasserne og i familien.

Hun har skrevet fiktion i alle genrer, men også litterære essays, lyrik, dramatik og en bog om boksning. The Assassin (1975, da. Morderne, 1981) og adskillige korte romaner er oversat, men ikke den store "gotiske serie", påbegyndt med Bellefleur (1980), som er hendes hovedværk.

I disse romaner eksperimenterer Joyce Carol Oates med genrer og motiver fra 1850'ernes amerikanske romantik, herunder "romance" og "horror", inspireret af bl.a. Nathaniel Hawthorne og Edgar Allan Poe, fra hvem romanen My Heart Laid Bare (1998) tager sin titel.

Annonce

Joyce Carol Oates skriver desuden psykologiske thrillers under pseudonymet Rosamund Smith, bl.a. Soul/Mate (1989, da. Kærlighed som dræber, 1990).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Green Jensen: Joyce Carol Oates i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134038