Faktaboks

Joseph Heller
Født
1. maj 1923
Død
12. december 1999

Joseph Heller, 1.5.1923-12.12.1999, amerikansk forfatter. Joseph Heller udgav i 1961 romanen Catch-22 (da. Punkt 22, 1963), hvis ydre begivenheder udspiller sig blandt amerikanske flyvere på den italienske front under 2. Verdenskrig.

Men ligesom tidligere krigsromaner af fx Norman Mailer og James Jones handler Punkt 22 dog nok så meget om det amerikanske samfund efter 2. Verdenskrig med militæret som eksempel på en udbredt organisationsform og dens tilhørende bevidsthed. Det karakteristiske ved den er en ekstrem form for bureaukratisk og absurd logik, der ikke tager hensyn til menneskelige omkostninger.

I modsætning til Norman Mailer og James Jones skrev Joseph Heller i en sort-humoristisk form, og hans hovedperson Yossarians handlinger er amoralske og drejer sig kun om at undgå at blive slået ihjel. Romanen har adresse til amerikanske intellektuelle, som offentliggjorde matematiske spilteorimodeller for acceptable atomkrige.

Organisationers absurde og umenneskelige logik blev også demonstreret i Something Happened (1974, da. Der er sket noget, 1976), en isnende afklædning af den unævnelige angst, der ledsager amerikanske succesværdier.

Joseph Hellers opfattelse af, at den amerikanske teknologirationalitet er på vej mod undergang, kom igen til udtryk i den afsluttende roman om Yossarians bedrifter, Closing Time (1994, da. Lukketid, 1995).

Joseph Heller ser i Now and Then. From Coney Island to Here (1998, da. Nu og da. Fra Coney Island til i dag, 2000) tilbage på sit liv.

Den stærkt selvbiografiske roman Portrait of an Artist, as an Old Man (2000), som Joseph Heller færdiggjorde kort før sin død, er en legende og munter udforskning af en ældre forfatters forcerede jagt på materiale.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig