Faktaboks

J.D. Salinger
Født
1. januar 1919
Død
27. januar 2010

J.D. Salinger, Jerome David Salinger, 1.1.1919-27.1.2010, amerikansk forfatter. Med romanen The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom, 1953) skabte Salinger et af de mest originale og indflydelsesrige udtryk i den amerikanske efterkrigstid, da han lod den 16-årige Holden Caulfield tage ordet og henvende sig direkte til læseren i besnærende fortrolig form.

Siden skrev Salinger en række meget beundrede romaner og noveller om forskellige medlemmer af den jødisk-amerikanske Glass-familie, bl.a. Nine Stories (1953, da. Tilegnet Esmé og andre noveller, 1954; genudgivet som Ni noveller, 1965), Franny and Zooey (1961, da. 1962) og Raise High the Roof Beam, Carpenters, and Seymour: An Introduction (1963, da. Der skal være højt til loftet, tømrer, 1964).

Siden 1963 publicerede Salinger ikke sine tekster og gik ved flere lejligheder rettens vej for at standse biografiske fremstillinger.

I Danmark inspirerede The Catcher in the Rye bl.a. Klaus Rifbjerg, der i 2004 nyoversatte den som Griberen i rugen, og Leif Panduro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig