Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

James Jones

Oprindelig forfatter Kold Seneste forfatter Redaktionen

James Jones, 1921-1977, amerikansk forfatter, hvis krigsromaner lånte virkelighedstroværdighed fra en detaljeret naturalisme baseret på hans egen militærtjeneste i USAs krig mod Japan i 2. Verdenskrig. Jones' From Here to Eternity (1951, da. Herfra til evigheden, s.å.) regnes for en af de klassiske romaner om denne krig. Dens gennemgående konflikt mellem eneren og hæren som eksempel på umenneskelig systemtvang blev overbevisende fremstillet af skuespilleren Montgomery Clift i Fred Zinnemanns filmatisering fra 1953.

Jones vendte tilbage til krigen i romanen The Thin Red Line (1962, da. Den blodrøde streg, 1963). Hans øvrige romaner udforsker et andet hemingwaysk tema — omkostningerne ved at skrive, fx i Some Came Running (1957, da. De rodløse, 1958).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christen Kold Thomsen: James Jones i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101888