Faktaboks

Harper Lee
Født
28. april 1926
Død
19. februar 2016

Harper Lee var en amerikansk forfatter, opvokset i Monroeville, Alabama, hvor hun blev ven med Truman Capote. Hun fik succes med romanen To Kill a Mockingbird (1960, dansk Dræb ikke en sangfugl, 1962), der med udgangspunkt i et racistisk mord — så meningsløst som drab på sangfugle — blev et bidrag til kampen for borgerrettigheder. Med den hvide antiracistiske sagfører Atticus Finch, Sydstaternes liberale samvittighed (i filmatiseringen 1962 spillet af Gregory Peck), skabte Harper Lee en mytisk skikkelse med et langt efterliv i litteratur, film og tv-serier.

Harper Lee blev kendt som én af de få forfattere, der har opnået verdensberømmelse på trods af kun at have udgivet et enkelt værk, og hun svor ved flere lejligheder ikke at udgive flere bøger, men i juli 2015 – 55 år efter udgivelsen af To Kill a Mockingbird og blot et halvt år før hendes død – udkom Go Set a Watchman (dansk Sæt en vagtpost ud, samme år). Der var imidlertid ikke tale om et nyt værk, idet det var skrevet inden udgivelsen af debutromanen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig