Elmore Leonard, 11.10.1925-20.8.2013, amerikansk forfatter. Leonard begyndte som forfattermæssig altmuligmand i Hollywood lige efter 2. Verdenskrig. I 1970'erne brød han igennem med en række elegante og gnistrende krimier skrevet i stilen fra Dashiell Hammett og Raymond Chandler, ofte befolket af romantiske outsidere, en slags moderne cowboys, som både nostalgisk og selvironisk længes tilbage til de gode gamle tider, som de egentlig godt ved aldrig har eksisteret. Af hans romaner skal især nævnes Glitz (1985, da. 1986) og Get Shorty (1990, da. 1995), som begge er filmatiseret. Leonard skrev ca. en roman om året siden starten. Derudover er det blevet til et utal af noveller og filmmanuskripter. Blandt de 10 regler, Elmore har opstillet for fiktionsforfattere, ses den følgende at karakterisere et forfatterskab, der ligger meget tæt på det talte sprog: "Hvis det lyder som en roman, så skriver jeg det om".