Faktaboks

Edward Bunker
Født
31. december 1933
Død
19. juli 2005

Edward Bunker, Edward Heward Bunker, 31.12.1933-19.7.2005, amerikansk forfatter og skuespiller. Edward Bunker voksede op i et alkoholpræget hjem i Los Angeles og blev efter forældrenes skilsmisse anbragt på et børnehjem som 5-årig. Det og efterfølgende institutionsophold ledte til et liv på skyggesiden af USA og en lang kriminel løbebane, der bl.a. førte til, at Edward Bunker blev sendt i fængsel som 16-årig, hvor han overfaldt en medfange og efterfølgende blev overført til San Quentin-fængslet 1951-56.

Edward Bunker var nu afgørende præget af fængselsmiljøet og fortsatte med bl.a. narkotikasalg og bankrøverier. Under de forskellige fængselsophold havde han læst meget og var blevet tilskyndet til at skrive, og i 1973 udgav han sin første roman, No Beast So Fierce, der introducerede en yderst virkelighedstro og hårdkogt stil, der trak på egne oplevelser i det kriminelle miljø.

I 1975 var det endelig lykkedes Edward Bunker at vriste sig fri af sin kriminelle løbebane, ikke mindst fordi han nu via sit skriveri var i stand til at tjene penge på anden vis, og i 1977 fulgte hans anden roman, fængselsskildringen Animal Factory (da. Rovdyrfabrikken, filmatiseret 2000 af Steve Buscemi). Ydermere blev No Beast So Fierce filmatiseret i 1978 med manuskript af Edward Bunker selv under titlen Straight Time (Brændemærket) med Dustin Hoffman i hovedrollen.

Siden skrev Edward Bunker Little Boy Blue (1981), der selvbiografisk skildrer en drengs vej ind i kriminalitet i et system, der ikke yder ham reel støtte. Også Dog Eat Dog (1995, da. Høg over høg, 1997) og Stark (2006), et manuskript der blev fundet og udgivet efter hans død, kredser omkring det kriminelle miljø, dets ubarmhjertige logik og de ofte uundgåelige veje ind i det. Med selvbiografien Mr. Blue: Memoirs of a Renegade (1999, da. Forbryderbilleder, 2000, udsendt i USA som Education of a Felon) opsummerede Edward Bunker et barskt liv på den forkerte side af loven og mønstrene bag det.

I slutningen af 1970'erne gav Edward Bunkers tilknytning til filmmiljøet i Hollywood ham løbende helt frem til sin død en række mindre filmroller, der tilførte gennemlevet autencitet til bl.a. Runaway Train (1985), Tango & Cash (1989) og Quentin Tarantinos Reservoir Dogs (1992, Håndlangerne), samtidig med at han fungerede som manuskriptforfatter og rådgiver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig