Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amy Tan

Oprindelig forfatter MayS Seneste forfatter Redaktionen

Amy Tan, f. 1952, amerikansk forfatter af kinesisk afstamning. Hendes forfatterskab bygger delvis på hendes families historie og fik en stor læserkreds pga. det eksotiske stof og forfatterens dobbeltkulturelle blik, der tillader iagttagelsen af både den kinesiske og den amerikanske verden indefra. Hun debuterede med romanen The Joy Luck Club (1989, da. Klub held og glæde, 1990, filmatiseret 1993), der på skift fortælles af de kinesiske mødre og deres amerikaniserede døtre. Romanen er en både vittig og rørende beretning om kultursammenstød inden for familien og om sammenhold. Samme stof bearbejdes i The Kitchen God's Wife (1991, da. Køkkengudens hustru, 1992), der peger på sprogbarrieren (mødrenes hjælpeløse engelsk) som problemet med at nå hinanden på tværs af generationerne. I The Hundred Secret Senses (1995, da. De hundrede hemmelige sanser, 1996) lærer en amerikansk kvinde at respektere sin kinesiske halvsøster og den viden, hun repræsenterer. I 2001 kom The Bonesetter's Daughter (da. Benbrudslægens datter, s.å.), i 2004 artikel- og essaysamlingen Opposite of Fate, og i 2005 romanen Saving Fish from Drowning (da. At redde fisk fra at drukne, 2006). I 2013 udkom The Valley of Amazement, der ligesom tidligere bøger i forfatterskabet tager udgangspunkt i mor-datter-forholdet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
May Schack: Amy Tan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169658