Thomas Wolfe, 1900-1938, amerikansk forfatter. Wolfes skrifter udgør én strømmende, sprogligt højspændt "livsroman". Især Look Homeward, Angel (1929, da. Englen paa Torvet, 1941) og Of Time and the River (1935) fik betydning i samtiden som en formsprængende romantisk lovsang af den grænseløse amerikanske eksistens, i modsætning til den herskende modernismes forkærlighed for det elitære og veldisciplinerede. Posthumt udkom The Web and the Rock (1939, da. Spindelvæv og Klippe, 1940) og You Can't Go Home Again (1940). The Story of a Novel (1936, da. Historien om en roman, 1948) skildrer værkets tilblivelse.