Faktaboks

John Dos Passos
Født
14. januar 1896
Død
28. september 1970
John Dos Passos
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

John Dos Passos var en amerikansk forfatter.

Som uægte søn af en velhavende Wall Street-advokat fik Dos Passos en fornem uddannelse, bl.a. på Harvard. Her dyrkede han de to interesser, der tegnede hans liv: æstetik og politik.

I 1917 tog han til Spanien for at studere arkitektur, men blev snart frivillig ambulancefører. Mødet med 1. Verdenskrigs brutalitet og officielle løgnagtighed skildrede han i Three Soldiers (1920). I sin næste samtidskrønike, Manhattan Transfer (1925), fremstiller han i montageform et moderne, fremmedgjort storbysamfund, der har overgivet sig til fart og forbrug.

Dos Passos' litterære og politiske vovemod, der også fremgår af hans aktiviteter på den amerikanske venstrefløj i 1920'erne, kulminerede i trilogien U.S.A. (1937). Dens tre dele, The 42nd Parallel (1930, på dansk 1931), 1919 (1932) og The Big Money (1936) giver et billede af USA fra tiden før 1. Verdenskrig til 1936.

Hovedværkets tekniske nyskabelser — 12 fiktionsafsnit afbrudt og kommenteret af avisudklip, reklamer, sangtekster, biografier af fremtrædende amerikanere samt selvbiografiske passager — afbilder et USA delt i to "nationer", bestående af dem med magt og penge og dem uden. "Vi har kun ord mod MAGT/SUPERMAGT", skriver Dos Passos og identificerer således litteratur som et politisk våben.

Hans produktion faldt i kvalitet efter U.S.A.-trilogien, sandsynligvis fordi hans stigende lede ved venstrefløjen formindskede hans eksperimenterende vilje og kunnen. I sine senere år og værker, heriblandt trilogien District of Columbia (1952), blev han ultrakonservativ.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig