Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

James M. Cain

Oprindelig forfatter Tao Seneste forfatter Redaktionen

James M. Cain, James Mallahan Cain, 1892-1977, amerikansk forfatter. "Postbudet ringer altid to gange" er blevet en moderne vending for, at man kan undgå sin skæbne én, men ikke to gange.

Udtrykket stammer fra titlen på James M. Cains verdensberømte debutroman fra 1934 (da. 1939): et hårdkogt trekantsdrama under den amerikanske depression med klart samfundskritisk sigte og mørke skæbnesvangre undertoner.

Kriminalromanen om Cora og Franks fatale lidenskaber er blevet filmatiseret fire gange, i 1943 som filmen Ossessione af italieneren Luchino Visconti. James M. Cain fik succes med flere andre "romans noirs", som blev filmatiseret i Hollywood i 1940'erne, bl.a. romanen Double Indemnity (1943, da. Dobbelt dækning, 1985), som Billy Wilder året efter gjorde til filmklassikeren Kvinden uden samvittighed.

Annonce

Men det er debutromanen, som sikrer James M. Cain en plads i amerikansk litteratur — og i verdenslitteraturen som inspiration for Albert Camus' roman Den fremmede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Tao Michaëlis: James M. Cain i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53476