Clifford Odets, 1906-1963, amerikansk dramatiker. Efter nogle år som skuespiller ved det venstreorienterede Group Theatre i New York fik Odets sin debut og sit gennembrud som politisk engageret skuespilforfatter med den lange enakter Waiting for Lefty (1935). Stykket er agitpropteater, der på baggrund af 1930'ernes depression i USA og med et fagforeningsmøde blandt New Yorks udbyttede taxachauffører som overordnet dramaturgisk ramme argumenterer for strejken i klassekampen; til sidst inddrages publikum i den revolutionære eufori. Der er mere socialrealisme i Odets' næste stykke Awake and Sing! (1935), en melodramatisk skildring af en jødisk arbejderfamilies problemer i depressionens New York. I sine senere skuespil, især Golden Boy (1937) og The Big Knife (1949), forlader Odets det politiske teater til fordel for et mere eksistentielt, men også ambivalent opgør med den amerikanske succes-materialisme.