Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William Dean Howells

Oprindelig forfatter Kold Seneste forfatter Redaktionen

William Dean Howells, 1837-1920, amerikansk forfatter. Hans litterære karriere begyndte ligesom hos andre af tidens forfattere med rejseskildringer fra Italien, specielt Venedig. Efter Borgerkrigen flyttede Howells til Boston og faldt hurtigt til blandt de ledende lys i byens "brahminer"-åndsliv (se Oliver Wendell Holmes) samtidig med, at han dannede varige venskaber med en ny tids forfattere, Mark Twain og Henry James. Via sin redaktørpost på Atlantic Monthly (1871-81) blev Howells en vigtig talsmand for en frembrydende litterær realisme, der var "tro mod de motiver, impulser og principper, der former virkelige mænd og kvinders liv" (Criticism and Fiction, 1891).

Howells' realisme var også knyttet til en tro på amerikansk demokrati og ligestilling. Men under indtryk af især Tolstojs kritik af kapitalismens klassemodsætninger afspejler Howells' forfatterskab en voksende desillusionering og kommer til at registrere tabet af de "smilende sider" af det amerikanske samfund. I The Rise of Silas Lapham (1885) portrætteres den ny-rige forretningsmand, hvis sociale ambitioner leder til korruption, økonomisk spekulation og ruin. Han vender sig da mod familien, de "små ting"; titlen refererer til denne moralske triumf. A Hazard of New Fortunes (1890) reflekterer arbejderopstande, masseimmigration og slum som produkter af en ny lovløs og gudløs samfundsorden, hvor mennesker bekæmper hinanden ved at "lyve, snyde og stjæle". Som modtræk skrev Howells en række utopiske romaner og "breve" afsendt af en "altruistisk" rejsende, A Traveller from Altruria (1894).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christen Kold Thomsen: William Dean Howells i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93436