Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jack London

Oprindelig forfatter Kold Seneste forfatter Redaktionen

Jack London trak på hele sin brogede og omtumlede fortid i sine bøger. Efter at have læst Det Kommunistiske Manifest af Marx blev han aktiv socialist. Hans forfatterskab gjorde ham fejret og rig (han tjente over 1 mio. dollar i løbet af sin karriere), men han var ulykkelig og kunne ikke forlige sig med sin egen succes sammenholdt med det, han havde set og udholdt. Han døde som 40-årig, måske ved selvmord. Fotografi fra ca. 1905.

Jack London trak på hele sin brogede og omtumlede fortid i sine bøger. Efter at have læst Det Kommunistiske Manifest af Marx blev han aktiv socialist. Hans forfatterskab gjorde ham fejret og rig (han tjente over 1 mio. dollar i løbet af sin karriere), men han var ulykkelig og kunne ikke forlige sig med sin egen succes sammenholdt med det, han havde set og udholdt. Han døde som 40-årig, måske ved selvmord. Fotografi fra ca. 1905.

Jack London, 1876-1916, amerikansk forfatter. Han voksede op i San Francisco og klarede sig selv fra han var 15 år gammel i skiftende, både farlige og illegale job.

Han deltog i en af de første massearbejdsløsheds-demonstrationer i Washington, D.C., efter den økonomiske og sociale krise i 1893. Fire år senere blev han grebet af guldfeberen i Klondike, Canada.

Jack London supplerede sine personlige erfaringer om de samfundsgrupper, hvis livsvilkår består af skiftende løsarbejde og vagabondering, med et semester på universitetet i Berkeley i 1896, hvor han især tilegnede sig Herbert Spencers idéer om en socialhistorisk udvikling analog med den biologiske, kendt som "socialdarwinisme".

Annonce

Jack London blev rig og verdensberømt på sine historier fra Yukon, især romanerne The Call of the Wild (1903, da. Naar Naturen kalder, 1907) og White Fang (1906, da. Ulvehunden, 1914).

Hans fremstilling af tilværelsen på kanten af den "civiliserede" verden som en kamp på liv og død, der resulterer i et tilsvarende fortjent lederskab personificeret i en skikkelse, der demonstrerer fysisk og åndeligt mod og overlegenhed, hentede inspiration fra bl.a. Rudyard Kiplings junglehistorier.

Jack Londons egne tidlige oplevelser blandt de nederste i samfundet udgør grundlaget for den journalistiske beretning om livet blandt menneskene i hans East End The People of the Abyss (1903, da. Afgrundens Folk, 1913) og for den dystopiske roman The Iron Heel (1907, da. Jernhælen, 1918) om kampen mellem en hensynsløst udbyttende kapitalistklasse og en nedtrampet underklasse.

Jack London er en af de mest oversatte amerikanske forfattere. Han blev udgivet på dansk fra begyndelsen af 1900-t. og genoptrykt helt op til begyndelsen af 1970'erne. Ved siden af Kipling og H.G. Wells har blandt angelsaksiske forfattere kun Ernest Hemingway, hvis livsverden har betydelige fællestræk med Jack Londons, opnået en lignende berømmelse.

Danske drenge født i første halvdel af 1900-t. er opvokset med Jack London og hans utallige epigoner (Tarzan-, Silver King-, Lassie-bøger, Torry Gredsteds romaner osv.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christen Kold Thomsen: Jack London i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118161