Faktaboks

Ralph Waldo Emerson
Født
1803
Død
1882

Ralph Waldo Emerson, 1803-1882, amerikansk forfatter og filosof; en central figur i den amerikanske romantik. Ralph Waldo Emerson tog teologisk eksamen ved Harvard, men opgav sit præsteembede efter tre år.

På en europæisk dannelsesrejse 1832-33 mødte han fremtrædende britiske romantikere, fx historikeren Thomas Carlyle og digterne William Wordsworth og Samuel T. Coleridge.

I essayet Nature (1836) formulerede han de "erfaringsoverskridende" tanker, der blev fundamentet for transcendentalismen. Denne filosofiske retning blander elementer fra europæisk romantik med jordbunden amerikansk puritanisme, men låner også træk fra kristen og orientalsk mystik.

Ralph Waldo Emersons pragmatiske idealisme, karakteristisk udtrykt i essayet Self-Reliance (1841), sætter det organiske samspil mellem natur og menneske over alle institutioner: "Her er en hellighed, som gør vore religioner til skamme, og en virkelighed, som bringer vore helte i miskredit". For Emerson er arvesynden umulig, og han formulerer idéen om "den amerikanske Adam".

Med Ralph Waldo Emerson som chefideolog blev transcendentalismen modpol til de mørkere strømme i amerikansk romantik, repræsenteret af Edgar Allan Poe, Herman Melville og Nathaniel Hawthorne.

Transcendentalismen fik en renæssance i 1960'erne, hvor Emersons essays blev til inspiration for de såkaldte "blomsterbørn", en betegnelse, han ville have værdsat. Stephen E. Whichers Selections from Ralph Waldo Emerson (1957) er en fremragende antologi. På dansk foreligger Naturen og andre essays (1963).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig