Faktaboks

Henry D. Thoreau
Født
12. juli 1817
Død
6. maj 1862

Henry D. Thoreau. Udateret portræt.

.

Natur. De amerikanske nationalparker blev etableret i sidste halvdel af 1800-t. bl.a. med inspiration fra forfattere som H.D. Thoreau, der i The Maine Woods (1864) foreslår, at man reserverer uberørte naturområder not for idle sport or food, but for inspiration and our own true re-creation. Her ses Grand Teton National Park i Wyoming, der blev etableret i 1929 og udvidet i 1950. Den har 4,1 mio. besøgende om året.

.

Henry D. Thoreau, Henry David Thoreau, 12.7.1817-6.5.1862, amerikansk forfatter. Henry D. Thoreau søgte hele sit liv den store sammenhæng i de mindste ting.

Han levede og døde i Concord, Massachusetts, hvor også vennen Ralph Waldo Emerson boede. Begge var eksponenter for transcendentalismen, en filosofisk strømning, som satte jeget i centrum, og som var toneangivende i perioden 1830-65.

Henry D. Thoreaus tænkning var mindre dogmatisk og ikke så teologisk baseret som Emersons. Han mente, at naturen indeholdt alle svar ("Livet i os er som vandet i floden"), og at verden ville røbe sin gåde, hvis man iagttog naturens kredsløb og registrerede sine betragtninger. Det gjorde Thoreau i 47 bind dagbøger, der i kaotisk form rummer det råstof, som hans publicerede værker er formet af.

Henry D. Thoreau stiftede aldrig familie og tilhørte ingen sammenslutning. Den 4. juli 1845 tog han ud for at bo "alene i skovene, en mil fra min nærmeste nabo, i et hus jeg selv havde bygget, på bredden af Walden Pond".

To år senere flyttede han tilbage til Concord og skrev hovedværket Walden, or Life in the Woods (1854, da. Livet i skovene, 1949). Såvel bogens stil som forfatterens projekt har inspireret mange senere kunstnere og tænkere, og Walden fik evangelisk status under ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne.

Henry D. Thoreau havde ingen politisk tilknytning, men var svoren pacifist og modstander af al statslig indblanding. Da USA i 1846 erklærede Mexico krig, nægtede Henry D. Thoreau at betale sin skat og tilbragte en nat i arresten.

Han redegjorde for sit standpunkt i pamfletten Resistance to Civil Government, som siden fik titlen On the Duty of Civil Disobedience (1849, da. Civil lydighedsnægtelse, 1968). Den lille bog inspirerede både Mahatma Gandhi og Martin Luther King.

Eftertidens forskning har beskæftiget sig med måden, som Henry D. Thoreau konstruerede sin forfatterstemme på. Han ernærede sig som foredragsholder, og mange trykte arbejder har først været talt til et publikum.

Den unikke stil forener således en saglig videnskabelighed med retorisk slebne formuleringer ("Solen er kun en morgenstjerne"), men Henry D. Thoreau tog også fantasien til hjælp. Han indrettede sin fremstilling af naturen efter kunsten, så hans argumenter kunne fremstå klare og attraktive.

En samlet kommenteret udgave af de mange dagbøger blev udgivet 1981-97 under titlen Journal. Se også økologiens historie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig