• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ngugi wa Thiongo

Oprindelig forfatter BFFr Seneste forfatter Redaktionen

Ngugi wa Thiongo, Ngugi wa Thiong'o, f. 1938, kenyansk forfatter. For mange er Ngugi Afrikas største forfatter, og han er en af de mest kontroversielle, skønt han har levet i eksil siden 1982. Hans ry stammer fra en række smukt fortalte romaner og skuespil, som forholder sig til centrale kulturelle og politiske forhold i kolonitidens og det postkoloniale Kenya. Han har skarpere end nogen anden bragt spørgsmålet om modersmål versus koloniale sprog på dagsordenen i sine indflydelsesrige politiske og litterære essays: Barrel of a Pen (1983, da. Med pennen som våben, 1984), Decolonising the Mind (1986) og Penpoints, Gunpoints, and Dreams (1998). Fra 1977 har han kun skrevet fiktion på afrikanske sprog, kikuyu og swahili.

Weep Not Child (1964), The River Between (1965, da. Floden mellem bjergene, 1969) og A Grain of Wheat (1967) forholder sig alle til Mau Mau-oprøret i 1950'erne og handler om den skæbnesvangre sammenføjning af den lokalt forankrede kultur med kolonimagtens. Trods modstand bliver kristendommens fortællinger og det engelske sprog afgørende for udformningen af den nationale kultur. Petals of Blood (1977), en kompleks roman om det moderne Kenya, anses for et hovedværk i afrikansk litteratur. Ngugis medvirken til opførelsen af Ngaahika Ndeenda (Jeg gifter mig, når jeg vil) på kikuyu i 1977 førte til hans arrestation og et års fængselsophold. Herfra stammer Detained: A Writer's Prison Diary (1981). Efter løsladelsen mistede han sin stilling som litteraturprofessor i Nairobi. Devil on the Cross (1982) og Matigari (1987, da. 1990) er alvorlige og komiske politiske fabler og suveræn litteratur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Folke Frederiksen: Ngugi wa Thiongo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=233285