Henri Lopes, f. 1937, congolesisk forfatter. Lopes fik sin universitetsuddannelse i Frankrig, men vendte hjem til Brazzaville efter indførelsen af etpartistaten i 1964. Her forelæste han i historie, gjorde politisk karriere og var 1973-74 Congo-Brazzavilles premierminister. I 1971 udgav han den meget priste novellesamling Tribaliques om etnisk chauvinisme, sleske embedsmænd, kvindeundertrykkelse og angsten for trolddom i en afkoloniseret stat. Lopes gik efter Sassou-Nguessos magtovertagelse 1979 i landflygtighed og har virket som international diplomat, bl.a. for UNESCO. Hans roman Le Chercheur d'Afriques (1990, da. Afrika i blodet, 1991) har blandingskulturen som tema.