Dambudzo Marechera, 1952-1987, zimbabwisk forfatter. Efter en fattig opvækst blev han uddannet på missionsskole og det daværende University of Rhodesia, hvorfra han blev smidt ud i 1974. Herefter tilbragte Marechera nogle sagnomspundne studieår først i Oxford, hvor han efter optøjer og forsøg på at brænde New College af bortvistes, dernæst i slumkollektiver i London, hvor han kom i gang med at skrive. Han debuterede med novellesamlingen House of Hunger fra 1979, der råt surrealistisk skildrer township-livet i Rhodesia. I 1982 vendte Marechera hjem til det nu uafhængige Zimbabwe, hvor hans anden bog, romanen Black Sunlight (1980), en periode var forbudt som blasfemi og pornografi. I Mindblast fra 1984 rettede Marechera med digte og dramasekvenser sit skyts mod magtmisbrug og korruption og var til sin død af aids et samlingspunkt i kampen for kunstnerisk og individuel frihed.