Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Chinua Achebe

Oprindelig forfatter MMad Seneste forfatter Redaktionen

Chinua Achebe, 16.11.1930-22.3.2013, afrikansk forfatter, født i Østnigeria; skrev på engelsk og er oversat til 30 sprog. Chinua Achebe skildrede i sit omfattende forfatterskab sit folks historie fra den førkoloniale periode til nutiden.

I en nøgtern, psykologisk-realistisk fortællestil beskriver han det traditionelle samfunds tragiske, men også frigørende møde med den britiske kolonimagt i Alt falder fra hinanden (1958, da. 1986) og Arrow of God (1964).

Efter Nigerias uafhængighed er Achebes tema den politiske kamp i et moralsk tomrum, hvor penge og magt har erstattet de menneskelige værdier (Trives ej længere her, 1960, da. 1969; En mand af folket, 1966, da. 1968). I Som vinden blæser (1987, da. 1988) gennemspilles de mandlige løsningsmodellers fallit i det moderne politiske liv, og en ny æra indvarsles af en samlende kvindefigur, der bygger bro over etniske og sociale modsætninger.

Annonce

Som essayist var Chinua Achebe bl.a. optaget af forfatterens rolle som lærer, historiker og identitetsskaber i Afrika. Han har fungeret som universitetslærer på tre kontinenter, og hans værker indgår som fast pensum i mange afrikanske skoler. Som redaktør af Heinemanns African Writers Series fik han afgørende indflydelse på udformningen af den engelsksprogede afrikanske litteratur. Chinua Achebe modtog 2007 den internationale Bookerpris.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Madelung: Chinua Achebe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32402