Cheikh Anta Diop, 1923-1986, senegalesisk politiker og kulturhistoriker. I protest mod den europæiske kolonitænknings fokus på afrikansk primitivitet formulerede Diop i sit hovedværk Nations nègres et culture (1954) tesen om kulturernes dobbelte tilblivelse. Parallelt med den indoeuropæiske kulturs fremvækst taler man om en selvstændig og i flere henseender ældre og overlegen udvikling af sort afrikansk kultur med udgangspunkt i Nildalen og et afrikansk Egypten — en kultur, der siden blev undergravet af slavehandel og kolonisering. Tesen søgtes yderligere udbygget med støtte i kulstof 14-analyser udført af Diops laboratorium på Institut fondamental d'Afrique noire i Dakar i bøgerne Étude comparée des systèmes politiques et sociaux de l'Europe et de l'Afrique (1959), L'Unité culturelle de l'Afrique noire (1960), Antériorité des civilisations nègres: mythe ou vérité historique? (1967) og Civilisation ou barbarie? (1981). Bøgerne fik stor betydning for udfoldelsen af négritude-filosofi og panafrikanisme, mens Diop af europæiske historikere søgtes latterliggjort som fantast og amatør. I senegalesisk politik var Diop i 1960'erne aktiv i dannelsen af partierne Bloc des masses sénégalaises og Front national sénégalais, og til hans ære er universitetet i Dakar opkaldt efter ham.
Cheikh Anta Diop
Faktaboks
Cheikh Anta Diop
- Født
- 1923
- Død
- 1986
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.