Faktaboks

Abdulrazak Gurnah
Født
20. december 1948, Zanzibar, Tanzania
Abdulrazak Gurnah

Abdulrazak Gurnah. Foto fra 2021.

Abdulrazak Gurnah
Af /Ritzau Scanpix.

Abdulrazak Gurnah er en tanzanisk-britisk forfatter. Han blev i 2021 tildelt Nobelprisen i litteratur. Fire af hans romaner er oversat til dansk.

Gurnah forlod Zanzibar, sit hjemland, i 1967. Mulighederne for videre uddannelse var ringe efter uafhængigheden, sammenslutningen af Tanzania og Zanzibar og den blodige revolution i 1964. Han studerede og forblev i England, og han har været professor i engelsk og postkolonial litteratur ved Kent universitet. Han har skrevet en række romaner om migration, identitet, historie og individuelle skæbner i Østafrika, Det Indiske Ocean og Storbritannien – lokaliteter, som han ser som tæt forbundne.

Romanerne

Gurnahs debutroman, Memory of Departure (1987), skildrer med selvbiografisk inspiration en ung mands opvækst i en østafrikansk havneby i årene omkring uafhængigheden og hans beslutning om at udvandre. I Paradise (1994, dansk titel: Paradis, 1995) er scenen igen Østafrika og Swahili-kysten. Den skildrer regionens merkantile kultur, handelstogterne fra kysten til det indre efter slaver og elfenben, handelsfolkenes netværk og den europæiske kolonisering. Hovedpersonen Yusuf bliver som dreng pantsat til en købmand, onkel Aziz, vokser op og bliver genstand for Aziz' hustrus begær. Fortællingen har paralleller til Bibelens og Koranens fortælling om Josef og hans brødre.

Admiring Silence (1996, dansk titel: Tavshedens ø, 1998) er en lidenskabelig, desillusioneret roman om en immigrants hjemløshed i England og tilbagevenden til Zanzibar, hvor der er store spændinger mellem den arabiske og afrikanske befolkning. Øen opleves som et helvede af fattigdom, korruption og fundamentalisme, sanseligt og brutalt beskrevet.

I By the Sea (2001, dansk titel Ved havet, 2023) krydses to flygtningeskæbner i England. Den ene, Saleh Omar, er en ældre mand, som har været fængslet en årrække i det uafhængige Zanzibar. Den anden er en yngre mand, Latif Mahmud, nu digter og universitetslærer, hvis familie blev revet fra hinanden af fattigdom, utroskab og en generationslang konflikt med Omars familie. I eksil oplever de to mænd en slags forsoning.

Romanen Desertion (2005) forbinder begivenheder fra Mombasa på Swahili-kysten i slutningen af 1800-tallet med to søskendes skæbner i de sene 1950'ere i opløbet til Zanzibars uafhængighed og deres senere liv i eksil i Storbritannien. The Last Gift (2011) skildrer det vanskelige forløb, som en ældre, isoleret asylsøger fra Østafrika gennemlever i England. I Gravel Heart (2017) er hovedpersonen ligeledes migrant i England, men veluddannet og med større muligheder. Som andre karakterer hos Gurnah er han præget af oplevelsen af at være revet op med rod fra sit hjem.

I Afterlives (2020, dansk titel: Efterliv, 2022) vender Gurnah sig mod den tyske kolonisering af Tysk Østafrika, det senere Tanganyika og Tanzania. Baggrunden for romanen er et antal mindre krige, der undertvinger afrikansk modstand og kulminerer med den brutale kamp mod oprørsbevægelsen Maji Maji. Fortællingen følger to unge mænds skæbner i Schutztruppe Askaris, en milits af afrikanere, som tyskerne oprettede i perioden op til 1. verdenskrig, og som deltog i krigen på tysk side. Drengen Ilyas bliver stjålet og indlemmet med tvang. I 1917 bliver han interneret af briterne og dukker senere op i Tyskland under navnet Elias Essen. Hamza løber hjemmefra, melder sig frivilligt hos Askari truppen og bliver oppasser for en tysk officer. Han lærer at læse og skrive, deserterer og bliver beskyttet af en tysk plantageejer. En smukt skildret kærlighedshistorie mellem Ilyas søster, Afiya, og Hamza binder de to livsforløb sammen.

Forskning

Som forsker har Gurnah beskæftiget sig med postkoloniale forfattere som Zoë Wicomb, J.M. Coetzee og Salman Rushdie. Han har været redaktør af det litterære tidsskrift Wasafiri.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig