Faktaboks

Niels Barfoed

Niels Erik Barfoed

Født
29. april 1931, Frederiksberg

Niels Barfoed. Fotografi fra 2005.

.

Niels Barfoed er en dansk litteraturkritiker med et alsidigt essayistisk, videnskabeligt og skønlitterært forfatterskab.

Barfoed er mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie fra 1956; dr.phil. i 1978 på en afhandling om Don Juan. En studie i dansk litteratur i 1800-tallet. Han var medredaktør af det centrale danske litteraturtidsskrift Vindrosen fra 1964 til 1968

Kritiker, forsker, litterat og forfatter

Niels Barfoed har skrevet samtidsbevidst dagbladsjournalistik og litteratur- og tv-kritik i Aalborg Stiftstidende (fra 1959), Information (fra 1961) og Politiken (fra 1964). Som kulturskribent og kronikredaktør var han knyttet til Weekendavisen i 1990-1995, Politiken i 1995-1998 og Aktuelt i 1998-2001. Der findes et udvalg af hans tidlige kritik.

Dertil har han haft en akademisk litteraturhistorisk karriere, hvor han foruden sin disputats bidrog til samleværker (især om tysk litteratur, bl.a. Thomas Mann) og havde virke som redaktør og udgiver. Fra 1970 til 1979 var han ansat som lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet

Efter lyrikdebut i 1957 kom der yderligere digtsamlinger foruden noveller og erindringsbidrag samt i de senere år flere bogudgivelser, som har dyrket små essayistiske genrer (fx kaldet "foednoter" og "caféfortællinger"), senest i Ingen vej udenom – om liv og død og kærlighed og krig (2020).

Engagement for ytringsfrihed

Niels Barfoed har langvarigt været engageret i forfatterorganisationen for ytringsfrihed PEN, hvor han var dansk præsident fra 1990 til 1997, derefter international vicepræsident. Tillige har hans været optaget af menneskerettigheder, hvor det var især Østeuropa, herunder Tjekkoslovakiet, både før og efter jerntæppefald og systemskifte, der optog ham.

Hotel Donau – Essays fra et andet Europa (1988, revideret udgave 2017) beretter om møder med østeuropæiske intellektuelle, mens debatbogen Seksten uenige breve (2000, sammen med Jørgen Knudsen) tager udgangspunkt i en principiel uenighed om NATO's engagement i det tidligere Jugoslavien.

Biografier

Niels Barfoeds biografi om Peter P. Rohde, I unåde (2001), er en moderne fortabelseshistorie om en kommunistisk intellektuel, der i 1953 blev ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti. I 2005 udkom En kriger, der er et portræt af frihedskæmperen og forretningsmanden Ole Lippmann. Biografien bygger ligesom I unåde på et omfattende historisk kildemateriale. Den fulgtes i 2011 af Manden bag helten om polarforskeren Knud Rasmussen. Med bogen Benedicte – en skæbne (2013) beskrev han en kvinde i personkredsen omkring tidsskriftet Heretica og kunstmuseet Louisiana. En kreds han også selv havde færdedes i.

Barfoed har gennem mere end seks årtier været en centralt placeret og farverig skikkelse i danske litterære, kulturradikale og intellektuelle miljøer. Receptiv og favnende har han i sine mange genrer ført en myndig pen med lunerig alvor.

Han har modtaget adskillige hædersbevisninger, i 1987 PH-prisen, i 2012 Ebbe Muncks Hæderspris og i 2013 Georg Brandes-prisen. Siden 2003 har han modtaget Statens Kunstfonds Hædersydelse.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Palmehaven. Institut for Nordisk Filologi – Levned og meninger, (P. Behrendt et al. red.), 1992, Forlaget Amanda.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig