Faktaboks

Johan Fjord Jensen

Rasmus Johan Fjord Jensen

Født
17. december 1928, Kenya
Død
21. december 2005, Aarhus

Johan Fjord Jensen var en dansk litteraturhistoriker og kulturforsker, som var professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet 1974-1992.

Litteraturfagmanden

Fjord Jensen blev mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie i 1959 fra Aarhus Universitet og blev kort efter ansat sammesteds ved Nordisk Institut, som han hurtigt kom til at præge med dets stigende antal danskstuderende.

1960'erne

I 1960'erne manifesterede Fjord Jensen sig kyndigt, bredt og engageret. Hans guldmedaljeafhandling fra 1955 blev udgivet i revideret form som Turgenjev i dansk åndsliv. Studier i dansk romankunst 1870-1900 (1961 og 1969), og den stod som et fremragende eksempel på komparativ litteraturforskning. Hans introduktions- og metodebog Den ny kritik blev guide og standardstof for alle litteraturstuderende. Den blev udgivet første gang i 1962 og oversat til norsk, svensk og finsk; i 1989 udgivet med nyt efterskrift.

I 1967-1969 var han sammen med Aage Henriksen fra danskstudiet på Københavns Universitet initiativtager til og redaktør af det vigtige og langtlevende brobygnings-tidsskrift Kritik.

1970'erne

Fjord Jensens institut fik i 1970'erne stærk inspiration fra ideologikritik og marxistisk teori, som ændrede på både studieindhold og arbejdsformer. Det resulterede bl.a. i to store – og opsigtsvækkende – projektrapporter: Søndags-B.T. Rapport om en succes (1971) og Tegneserier. En ekspansions historie (1973). Begge blev udgivet som kollektivt affattet og således med underviseren Fjord Jensen på linje med de studerende.

I 1974 skiftede han institut og blev professor i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie, fra 1976 blot Litteraturhistorie. Store dele af hans problematiserende universitetsarbejde findes samlet beskrevet i trebinds-udgivelsen Efter guldalderkonstruktionen sammenbrud, 1: Nykritik, 2: Mytekritik, 3: Kritik af det tredje standpunkt (1981).

1980'erne

Endelig var Fjord Jensen hovedmand i styringen af den store – og hidtil største – Dansk litteraturhistorie 1-9 (1984-85), hvori næsten 50 forskere på forlaget Gyldendal nyanlagde et historisk-materialistisk perspektiv på litteratur og samfund; selv skrev han halvdelen af bind 4, om 1700-tallet, hans sidste indsats på sit egentlige fagfelt.

Kulturkritikeren

Allerede i studietiden engagerede Fjord Jensen sig i forskellige nye organiseringer og politisk arbejde på venstrefløjen, og han fik en livslang position som kritisk intellektuel iagttager af strømninger og bevægelser.

I 1960-1961 var han medredaktør af de sidste årgange af det kulturradikale tidsskrift Dialog, og i 1963 medstifter og -redaktør af første årgang af tidsskriftet Politisk Revy. En opsamling af mange artikler om magt og velfærd, uddannelse og samfund etc. blev til bogen Homo Manipulatus. Essays omkring Radikalismen (1966), der blev en prægnant ajourføring af kulturradikalismen tilbage fra Georg Brandes.

Kulturforskeren

Fra midten af 1980'erne fortsatte Fjord Jensen sin kritiske overvågning og udredning af tidens og samfundets bevægelser i bredden og med bestandig tillagt den personlige vinkel.

Bogen Det tredje. Den postmoderne udfordring (1987) afsøgte postmoderne tænkning i litteratur, kunst, uddannelse og samfundsopfattelse. I Livsbuen. Voksenpsykologi og livsaldre (1993, 2. udgave 1996) drejedes interessen over mod en holistisk orienteret kulturkritik, fulgt mere konkret op af hans fokus på uddannelsespolitik med samlingen Frirum. Voksenpædagogiske problemer og analyser (1998).

Babel og tomrum. De systemiske videnskaber og humaniora. Et essay (1996) angik bl.a. informationssamfundet, medens Tomrum. Efter det postmoderne. Kulturhistoriske essays (1999) – foruroliget – samlede op fra flere år, og det sidste værk Vest for paradis. Begravelsespladsernes natur (2002) vidt, dybt og velillustreret skrev nyskabende kulturhistorie.

Den anfægtede og anfægtende

Som fagmand slap han – på lidt sjælden vis – sit felt for at afsøge og opdyrke andre (1987-1991 havde han orlov fra sit professorat), men holdt gennemgående interessen for forholdet mellem fag, dannelse, uddannelsespolitik og samfundsudvikling. Pejlemærkerne var demokrati og oplysning. Han forstod at gå i dialog med tidskonjunkturer, bragte nyt til, hvad han rørte ved i undervisning og forskning, og satte sig spor med bidrag i talrige sammenhænge, typisk via en vifte af tidsskrifter medens kun sjældent i dagbladene.

Tillige var han organisatorisk drivkraft i mange forenings-, forsknings- og formidlingsinitiativer – foruden de nævnte bl.a. Studentersamfundet i Aarhus, Nordisk Sommeruniversitet, Jysk Åbent Universitet, og Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet (etableret 1987).

Fjord Jensen stod som en intellektuel kapacitet og virtuos, konstant med teoretisk ballast, samtænkning og nye perspektiver – og ikke altid letlæst. Han fik sine anfægtelser – personlige, faglige, strukturelle – til at nå videre ud og anfægte andre; til sidst beskrev han sig selv som altmuligmand inden for humaniora.

To festskrifter blev dedikeret til ham, hvoraf det sidste, 1999, indeholder adskillige kollegiale portrætteringer, og selv forfattede han – desværre lovlig sent – en mindre erindringsbog. Han fik Louisiana-prisen i 1966, Georg Brandes-prisen i 1969, Søren Gyldendal-Prisen i 1972; desuden havde han æresdoktorater ved Universitetet i Bergen (1996) og University of Minnesota (2001) og blev i 1997 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse (forfatterskab af almen kulturel betydning).

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

J. Fjord Jensen: En Århushistorie. Erindringslinjer, 2004, KLIM.

Bue og Bølge. Festskrift til Johan Fjord Jensen, v. J Hougaard et al., 1999, Aarhus Universitetsforlag.

Frirum. Voksenpædagogiske problemer og analyser, (red. af F. Horn), 1998, Klim (samtale s.166-183).

Aarhus Universitetshistorie. www.auhist.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig