Henning B. Fonsmark, Henning Berg Fonsmark, 1926-2006, dansk pressemand og forfatter. Som ung litteraturmagister udgav han litterære håndbøger, oprettede i 1953 det centrale kulturtidsskrift Perspektiv og blev kritiker og lederskribent i Det Berlingske Hus. I 1971 var han manden bag omdannelsen af Berlingske Aftenavis til Weekendavisen, der introducerede den politisk-kulturelle ugeavis i Danmark. Som chefredaktør for Berlingske Tidende 1976-82 begyndte han at modernisere morgenavisen, i konflikt med typograferne, og han afsluttede sin bladkarriere i chefredaktionen af erhvervsdagbladet Børsen 1982-89. Bøgerne Historien om den danske utopi (1990) og Den suveræne dansker (1991) gav ham ry som borgerlig chefideolog, men deres stringente og bidske analyse af velfærdsstaten foregreb nøgletemaer i 1990'ernes samfundsdebat. Kampen mod kundskaber (1996) er en kritisk analyse af dansk skolepolitiks udvikling og praksis gennem 1900-t.s anden halvdel.
Henning B. Fonsmark
Faktaboks
Henning B. Fonsmark
- Født
- 1926
- Død
- 2006
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.