Jørgen Jørgensen Sorterup, 1662-1723, dansk præst og forfatter. Hans velformede poesier er af Bordings og Kingos strenge skole, men lægger sig i holdning nær op ad klassicisten Tøger Reenberg. Sorterup førte poetisk debat i Ret Tak, rar Skiemt og ram Alvor... (1701) og i den Poetiske Skantze-Kurv (1709), men bedst er han i de Nye Helte-Sange om Konning Frideric den Fierdes lykkelige Seyervindinger (1716). Her bryder han med det traditionelle heroiske vers, alexandrineren, og skriver i stedet folkeviser, dog i tidens stramt regulerede form.