Elias Naur, 1650-1728, dansk digter og skolemand. Efter et digt om fødebyen Holstebro og Storåens fiskerigdom fulgte opbyggelige skrifter og en metrisk oversættelse af Davids Salmer (1692-99). Det oratorieagtige epos Golgotha paa Parnasso (1689) gengiver lidelseshistorien i 5628 aleksandrinervers. Naur skabte ved retorisk bredde og kunstfærdige indfald en umådeholden, nervøst belærende højbarok.