Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vita Andersen

Oprindelig forfatter MayS Seneste forfatter PKN

Vita Andersen, f. 29.10.1942, dansk forfatter; datter af forfatteren Aage Neutzsky-Wulff (1891-1967), halvsøster til Erwin Neutzsky-Wulff. Vita Andersen fik straks en enestående succes med debutdigtene Tryghedsnarkomaner (1977), prosadigte om en kvindetype, der føler sig identitetsløs uden mandens kærlighed som bekræftende spejl. Temaet videreførtes i bl.a. novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978) og i skuespillet med den karakteristiske titel Elsk mig (1980).

Som baggrund for de voksne kvinders angst og selvusikkerhed peger Vita Andersen på barndommens grundlæggende sårbarhed forbundet med manglende kærlighed og tryghed. Hun voksede selv op skiftevis på børnehjem og hos en psykisk syg mor.

I forfatterskabet beskrives alle børn som moderløse i praktisk eller symbolsk forstand, ligesom alle hendes personer befinder sig i en social og psykisk udsat position. En gennemgående skikkelse er barnet, der er i vejen for de voksnes narcissistiske behov; voksne, der engang selv var forkastede børn.

I romanen Hva'for en hånd vil du ha' (1987) bliver den forsømte datter således sin sammenbrudte mors ubehjælpsomme plejer i en stadig og forgæves jagt på moderkærlighed og omsorg. Romanens mere fabulerende stil videreføres i Sebastians kærlighed (1992) om et mor-søn forhold, der afbrydes af en ulykke.

Annonce

Barndomstemaet udvides her som i den senere Get a Life (2003) med en skildring af den moderne sammenbragte familie uden holdbare relationer. I 2006 fulgte romanen Anna Zoë og i 2012 Sig det ikke til nogen, der begge igen tager fat på de svære familiebånd og -konflikter.

Vita Andersen har bl.a. modtaget De Gyldne Laurbær 1979 for Hold kæft og vær smuk, Kritikerprisen 1987 for Hva'for en hånd vil du ha', LO's Kulturpris 1987, Søren Gyldendal Prisen 1991 samt flere arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond, herunder den livsvarige ydelse fra 1991.

Referér til denne tekst ved at skrive:
May Schack: Vita Andersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37694