Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tina Sakura Bestle

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Tina Sakura Bestle, egl. Tina Schmidt, f. 28.6.1975, dansk forfatter. Tina Sakura Bestle blev født i Varde og blev cand.mag. i retorik og litteraturvidenskab i 2007; hun har desuden læst på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

I 2004 debuterede Tina Sakura Bestle med billedbogen Jok, illustreret af Cato Thau-Jensen, der introducerede hendes store talent for at skabe særegne og fantasifulde universer. Her med skildringen af hovedpersonen Jok, der drager rundt for at finde ud af, hvad det er, han er god til. Samme år udsendte hun tillige billedbogen Farsdreng, illustreret af Charlotte Pardi.

I 2009 fulgte nisseleksikonet Nissernes bog sammen med Nete Harsberg, og i 2010 kom Ærtehalm, skrevet sammen med Anne-Marie Donslund og med illustrationer af Rikke Villadsen, en spændingsbog for børn om de siamesiske tvillinger Ærte og H, der udkæmper drabelige kampe i Vestjylland mod den onde professor, Verdensmanden. Samme år udsendte Tina Sakura Bestle også den poetiske fortælling Papirdrengen, illustreret af Per Dybvig, om drengen Cairo, der bliver til papir og må gå meget igennem for at blive til en rigtig dreng af kød og blod igen.

Annonce

Ærtehalm blev i 2012 fulgt af Ærtehalm 2 - Mug i Blåvandshuk, og samme år udkom også Tina Sakura Bestles roste billedbog Lille lort, illustreret af Anna Jacobina Jacobsen, om mobning, dagdrømme og forhåbninger om noget bedre. I 2014 udkom romanen Skyggefugl om pigen Alma, der føler sig som en gammel dame indeni, men udenpå er et barn.

Tina Sakura Bestle blev tildelt Gyldendals Børnebogspris 2015. Samme år modtog hun Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Tina Sakura Bestles hjemmeside

Læs et udsnit af e-bogen Ærtehalm 1her.

Læs et udsnit af e-bogen Ærtehalm 2her.

E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tina Sakura Bestle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475466