Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svend Johansen

Oprindelig forfatter ESoeh Seneste forfatter Redaktionen

Svend Johansen, 1922-1998, dansk litteraturforsker og lyriker. Allerede i studietiden udsendte Svend Johansen den betydelige afhandling Le Symbolisme. Étude sur le style des symbolistes français (1945; optr. Genève 1972).

Efter nogle år som dansk lektor i Paris blev Johansen i 1955 ansat ved Københavns Universitet, hvor han, afbrudt af en periode som teateranmelder ved Land og Folk (1958-64), underviste i fransk indtil 1978.

Året før havde Svend Johansen debuteret som lyriker med samlingen Forløb, efterfulgt af Forløb 2 (1978); det er lange tekstsekvenser, som arbejder med sprogets stoflighed.

Annonce

I en række digtbøger fra Tilstand (1981) til Det blå træ (1989) viste Johansen sig som en af de mest selvstændige repræsentanter for den "rensede" poesi.

50-års-festskriftet Tegn tekst betydning (1972) og essays i udvalget Millionbevidsthed (1969) vidner om Svend Johansens væsentlige rolle som formidler af fransk strukturalisme i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejgil Søholm: Svend Johansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101718