Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sven Hazel

Oprindelig forfatter CB Seneste forfatter Redaktionen

Sven Hazel, pseudonym for Børge Willy Radsted Pedersen, efternavnet blev senere ændret til Arbing, 19.4.1917-21.9.2012, dansk forfatter. Sven Hazel skrev 1953-84 et antal krigsromaner, der opnåede en overvældende salgssucces i Danmark og i udlandet.

Debuten De fordømtes legion (1953) vakte opsigt, fordi forfatteren, da kendt som Sven Hassel, hævdede, at alle de skildrede krigshændelser i bogen var selvoplevede, idet han under 2. Verdenskrig havde været indrulleret i et tysk strafferegiment, der måtte udkæmpe kampe ved en række afgørende krigsfronter.

Tilskyndet af opmærksomheden om bogen påbegyndte Sven Hazel en stereotyp produktion af romaner, hvor han lod personerne i strafferegimentet optræde i usandsynlige krigseventyr.

Annonce

I 1963 undersøgte journalisten Georg Kringelbach (1927-79) Sven Hazels fortid og afslørede, at nok havde han måske været i Tyskland under krigen, men ikke i en straffebataljon. Derimod havde han i Danmark under krigen arbejdet for den tyske efterretningstjeneste E.T., der samarbejdede med Hipo. Sven Hazel forlod derpå Danmark og etablerede sit eget forlag ved navn Bellum i Spanien.

Danskeren Just Betzer (1944-2003) producerede i 1987 filmatiseringen af Sven Hazels roman Døden på larvefødder på engelsk i det daværende Jugoslavien med bl.a. Oliver Reed (1938-99) og David Carradine (1936-2009) på rollelisten. Filmen blev lanceret under to titler, The Misfit Brigade og Wheels of Terror, men blev også økonomisk en fiasko.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Berthelsen: Sven Hazel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89671