Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Poul Borum, 1934-1996, dansk forfatter, kritiker, oversætter m.m, gift med forfatteren Inger Christensen 1959-1976.
Med udgangspunkt i modernismen øvede Poul Borum siden slutningen af 1960'erne indflydelse som bedømmer og vejleder af yngre generationer af forfattere, bl.a. som redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn og litteraturanmelder ved Ekstra Bladet. 1987 oprettede han Forfatterskolen, som han blev leder af.
Poul Borum skrev om europæisk og amerikansk modernisme i Poetisk modernisme (1966) og Det amerikanske (1976), men også en bog om Digteren Grundtvig (1983).
Selv udgav han en digtsamling næsten hvert år siden debuten Livslinier (1962); der foreligger to udvalg af hans poesi, Mod en væg (1977) og Valgte digte (1987).
Poul Borum ynder det korte digt, der forbinder syn og vision. Som litteraturkritiker kunne han være skarp og autoritativ indtil det affejende, men også tilsvarende lydhør.
Anders Østergaard: Poul Borum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49924 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon