• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Høeg

Oprindelig forfatter MayS Seneste forfatter Redaktionen

Peter Høeg. Foto fra 2013.

Peter Høeg. Foto fra 2013.

Peter Høeg, f. 1957, dansk forfatter. Peter Høeg, der er mag.art. i litteraturvidenskab 1984, vakte i begyndelsen af 1990'erne stor opmærksomhed med Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992), en civilisationskritisk thriller, der skildrer en kvindes splittelse mellem europæisk og eskimoisk kultur. Romanen, hvis tonefald spænder fra det køligt analyserende til det medfølende og poetiske, er oversat til alverdens sprog og filmatiseret (1997) af Bille August.

Inden den kometagtige internationale karriere, sat i gang af romanen med is, sne og kulde som bærende metaforisk lag, havde Peter Høeg allerede placeret sig som en af de store fortællere i nyere dansk litteratur med romanen Forestilling om det tyvende århundrede (1988), en magisk-realistisk fremstilling af danskernes drømme og forestillinger gennem et århundrede, og med Fortællinger om natten (1990), ni historier skrevet i en Karen Blixensk stil. Hver af historierne udspiller sig omkring en af de klassiske kunstarter eller videnskaber; et fælles motiv er kærligheden og dens betingelser.

Peter Høegs kulturkritiske blik og evne til at indleve sig i skæve eksistenser ses i hans fjerde bog, De måske egnede (1993), der på en gang er en analyse af tiden som både faktisk og subjektivt fænomen og et bevægende portræt af en dreng, der kæmper for ikke at blive knust af skolevæsenet. Videnskabskritikken i Frøken Smillas fornemmelse for sne videreføres i romanen Kvinden og aben (1996), en slags fabel om en alkoholiseret overklassekvinde, der oplever fylde og mening, da hun redder en abe af hidtil ukendt art fra videnskabsmændenes undersøgelser.

Annonce

Ingen af Peter Høegs bøger ligner hinanden i stilistisk forstand; de forbinder sig med hver sin genre, som udnyttes på original vis. Hovedpersonerne i Høegs tre seneste romaner er fælles om at være yderligt placeret i forhold til normalitet og magt: Den utilpassede Smilla med baggrund i en etnisk minoritet, drengen på bunden af samfundet fra De måske egnede og dyret i Kvinden og aben, der er mere humant end menneskene selv. Kvinden, barnet og dyret er forfatterskabets påmindelser om, at noget er helt galt i det moderne liv. Det er med sin fantasifulde og kompromisløse skildring af ubehaget ved kulturen — og af vores utilfredsstillende forvaltning af køn og kærlighed, magt og penge — at Høeg markerer sig både som en usædvanlig dansk og international fortæller.

Peter Høegh stiftede i 1996 fondet Lolwe, der yder økonomisk hjælp til den tredje verdens kvinder og børn. Overskuddet fra hans sidste bog blev doneret til fondet.

Efter ti års pause i forfatterskabet, hvor Peter Høeg har dyrket spirituel træning i Jes Bertelsens Vækstcenter, udkom Den stille pige (2006) om den forgældede og lydhøre cirkusklovn Kasper Krones flugt fra flere landes skattevæsener og redningsjagt efter en pige med særlige evner til at forudsige naturkatastrofer. Romanen tilfredsstillede ikke den danske kritik i sin blanding af kulørt thriller og åndelige indslag.

2014 udsendte Peter Høeg Effekten af Susan. Bogen, der foregår et par år ude i fremtiden, handler om Susan, der er lektor i eksperimentalfysik. Susan har en forbløffende evne til at få folk til at betro sig til hende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
May Schack: Peter Høeg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95357