Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mette Moestrup

Oprindelig forfatter gdra@gyldendal.dk Seneste forfatter Redaktionen

Mette Moestrup. Foto fra 2014.

Mette Moestrup. Foto fra 2014.

Mette Moestrup, f. 1969, dansk forfatter, cand.phil. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Mette Moestrup blev født i Vendsyssel og studerede bl.a. i Aarhus, Paris og New York. I 1998 debuterede hun med digtsamlingen Tatoveringer.

Efter en periode som bl.a. medredaktør for tidsskriftet Den Blå Port 1998-2002 fulgte den roste digtsamling Golden Delicious (2002), som var med til at indbringe forfatteren Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I 2006 fulgte Mette Moestrups tredje digtsamling, kingsize, som hun bl.a. blev tildelt Montanas Litteraturpris for.

I 2009 udkom Jævnet med jorden, en romankollage i 68 tekststykker om en ung kvindes forhold til sin mor og sin kæreste. Digtsamlingen Dø, løgn, dø (2012) er et sprudlende sprogeksperiment i fem dele, der igen viser forfatterens drive og vilje til stor emne- og formmæssig spændvidde. Sammen med Naja Marie Aidt og Line Knutzon udgav hun i 2014 Frit Flet, en kollage om bl.a. venskab, køn, ensomhed, latter, moderskab, kærlighed, sex og magt.

Mette Moestrup har bl.a. undervist på Forfatterskolen og er i dag (2012) tilknyttet den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning på Göteborgs Universitet og Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun har desuden skrevet børnebøgerne Ti grønne fingre (2007) og Hvad siger sneugleungen Ulla (2009).

Annonce

Mette Moestrups hjemmeside

Læs om Mette Moestrup på Gyldendal.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
rikke andersen: Mette Moestrup i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=207991