Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

Kirsten Ahlburg

Oprindelig forfatter mikkel byrgesen Seneste forfatter Redaktionen

Kirsten Ahlburg, f. 1955, dansk forfatter; uddannet lærer og psykoterapeut. Kirsten Ahlburg underviser voksne udlændinge i dansk og samfundsfag og har egen klinik som psykoterapeut med speciale i tegneterapi og parterapi.

Sideløbende har hun været psykologi- og samlivsskribent samt brevkasserådgiver ved diverse aviser og blade, bl.a. Mit livs novelle, Alt for damerne, Vi forældre og I Form.

I 1985 debuterede Kirsten Ahlburg med letlæsnings- og ungdomsromanen Skal vi danse?, der blev den første bog i Danmark inden for genren læselet-romaner for indvandrere. Hun skrev sig således ind i en hidtil ukendt genre og er i dag kendt som forfatter til en lang række bøger netop til den målgruppe. Siden er det blevet til over 200 udgivelser, bl.a. billedbøger, børnebøger, noveller og romaner for voksne, undervisningsbøger for børn i folkeskolen og voksne tosprogede samt fagbøger.

Annonce

Mest kendt er hun nok for sit mangeårige virke som forfatter til bøger for tosprogede voksne og læsesvage børn og unge samt sine psykologiske fagbøger. I 2001 udgav hun fagbogen Ikke i aften, skat og senere romanen Stolen for døren om kvinder og manglende sexlyst.

En stor del af Kirsten Ahlburgs bøger er blevet oversat til norsk, svensk, og nederlandsk; desuden anvendes hendes bøger også i undervisningen på Grønland og Island.

I 2006 vandt Kirsten Ahlburg en landsdækkende konkurrence om at skrive landets bedste eventyr i H.C. Andersens ånd. Hovedpræmien var udgivelse af en eventyrbog for børn og voksne. Titlen blev Lyset der ikke ville gå ud - og andre eventyr.

Sammen med sønnen Morten Ahlburg (f. 1989) har hun udgivet ungdomsbøger og en billedbog.

Kirsten Ahlburgs hjemmeside

Kirsten Ahlburgs blog

Referér til denne tekst ved at skrive:
mikkel: Kirsten Ahlburg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268911