Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirsten Ahlburg

Oprindelig forfatter mikkel byrgesen Seneste forfatter Redaktionen

Kirsten Ahlburg, f. 1955, dansk forfatter, skribent og redaktør, uddannet lærer og psykoterapeut. Kirsten Ahlburg har i 17 år undervist voksne udlændinge i dansk og samfundsfag og haft egen klinik som psykoterapeut med speciale i parterapi. Siden 2007 har hun været forfatter på fuld tid.

I 1985 debuterede Kirsten Ahlburg med letlæsnings- og ungdomsromanen Skal vi danse?, som var den første inden for genren læseletromaner for tosprogede. Siden har hun skrevet en lang række bøger til netop den målgruppe. Med bøgerne Tak skal du have (1998) og Hvordan går det? (2000) blev hun i medierne kendt som Flygtningens Emma Gad, og i 2016 fik Danmarks første bog om dansk seksualmoral for herboende udlændinge, Det er min krop! Hold nallerne væk, opmærksomhed i medierne.

Kirsten Ahlburg har skrevet over 400 børne-, ungdoms- og voksenbøger, såvel skønlitterære som faglitterære. Af faglitterære værker kan nævnes Lyt til dig selv (1997), Ikke i aften, skat! (2001) og Kærlighed kræver knofedt (2015). Blandt hendes børne- og ungdomsbøger er Nice eller nederen-serien (2011-) – som består af en række dagbogsromaner om tweens på vej ind i puberteten – mest kendt.

Annonce

Flere af hendes bøger er oversat til bl.a. svensk, norsk og engelsk. I 2006 vandt hun en landsdækkende konkurrence for det bedste eventyr skrevet i H.C. Andersens ånd, og i 2016 vandt hun Bogslugerprisen.

Forfatterens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
mikkel: Kirsten Ahlburg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268911