Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kåre Bluitgen

Oprindelige forfattere Redaktionen og Tøkk Seneste forfatter Redaktionen

Portræt af Kåre Bluitgen.

Portræt af Kåre Bluitgen.

Kåre Bluitgen, f. 10.5.1959, dansk forfatter; søn af Ib Bluitgen. Kåre Bluitgen er uddannet lærer og journalist, men har siden 1994 udelukkende levet som forfatter.

Religiøse temaer har i flere tilfælde dannet baggrund for Kåre Bluitgens værker, bl.a. romanen Kvinderne ved Den Gale Flod (2007) omkring hinduisme og biografien Koranen og profeten Muhammeds liv (2006) med islam som tema. Sidstnævnte var den indirekte baggrund for Muhammedsagen (se Muhammed-tegningerne). Desuden kan nævnes undervisningsbogen Nye danskere (1998) og debatbogen Til gavn for de sorte (2002).

Bluitgens engagement og rejser i den tredje verden afspejles i en række romaner for børn og unge om diktaturer, racisme og menneskerettigheder som Bomuldens Dronning (1988) om Sydafrika, Vi har iført os ligklæder (1989) om Palæstina, Erobrerne (Mexico, 1995), Drømmen om Burma (2005) om Burma og Latteren i hjertet (2009) om Afghanistan.

Den skønlitterære danmarkshistorie Odins hvisken 1-4 (2003) indbragte ham Statens Kunstfonds Præmiering.

Annonce

Derudover har han bl.a. modtaget Gyldendals boglegat for børnebogsforfattere 1991, Danmarks Skolebiblioteksforenings Forfatterpris 1991, Dansk Forfatterforenings 100-års jubilæumslegat 1994, Kulturministeriets Børnebogspris 2000, P.A. Heiberg Prisen 2003, 1. prisen i Niels Ebbesen Fondens Romankonkurrence 2009 samt ved flere lejligheder Statens Kunstfonds og Statens Litteraturråds legater.

Kåre Bluitgen værker er oversat til adskillige sprog, bl.a. engelsk, tysk, hollandsk, koreansk og arabisk. Selv har han oversat fra bl.a. engelsk, mest kendt er hans Koranen kommenteret (2009) samt verdenshistories første gendigtning af Koranen: Koranen gendigtet (2009).

Kåre Bluitgens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kåre Bluitgen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=302222