Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Møllehave

Oprindelig forfatter ESoeh Seneste forfatter Redaktionen

Johannes Møllehave, f. 4.1.1937, dansk præst og forfatter. Efter teologisk embedseksamen 1963 var Johannes Møllehave præst i 28 år, og han har sideløbende praktiseret som forfatter, oversætter og foredragsholder i alle medier. Han begyndte i revyen og var fra 1966 på DR's satirikerhold; nogle af hans og Paul Hammerichs tekster derfra foreligger i Med næbbets futteral (1973).

Kernen i Johannes Møllehaves forfatterskab er en række erindringsbind og et stort antal prædikensamlinger samt inciterende litteraturlæsninger og nogle romaner. De første erindringer — På myrens fodsti (1975) — er kommet i mere end tyve oplag.

Litteraturlæsningerne Læsehest med æselører (1979) blev efterfulgt af læseheste med hhv. gåseøjne (1981), versefødder (1986) og teaterkikkert (1996).

Annonce

Værker i udvalg

litterær essayistik
  • Læsehest med æselører (1979)
  • Tusind fluer med eet smæk (1982)
  • Til trøst (1983)
  • H.C. Andersens salt (1985)
  • Kærlighed og dæmoni (1992)
selvbiografier
  • På myrens fodsti (1975)
  • Skuffelser der ikke gik i opfyldelse (1987)
  • Mit livs vennepunkter (2001)
prædikensamlinger
  • Til glædens Gud (1977)
  • Den livsild som forbrænder (1979)
  • Hvor kærlighed bor (1997)
børnebøger
  • Børnebibelen (1996)

Hertil kommer bøger om fx Robert Storm Petersen (Tusind fluer med eet smæk, 1982), Søren Kierkegaard (Til trøst, 1983), H.C. Andersen (H.C. Andersens salt, 1985) og Dostojevskij (Kærlighed og dæmoni, 1992). Sit talent for det rappe rim har Møllehave udnyttet i bibelske gendigtninger for børn kulminerende i Børnebibelen (1996); han har i øvrigt oversat så forskellige tekster som Jesus Christ Superstar (1973), La Fontaines Fabler (1985) og Klokkeren fra Notre Dame (1994, som musical). I samtalebogen Det skal mærkes at vi lever (2003) tager han eksistentielle temaer op i dialog med Benny Andersen.

Med sin vitale udstråling, sit smittende engagement og sin unikke hukommelse og kombinationsevne er Møllehave fra 1980'erne blevet indbegrebet af formidleren i det danske offentlige liv.

Han har skrevet bøger i lyntempo og formentlig sat foredragsrekord mht. såvel frekvens som taletempo. Ingen har heller deltaget i så mange samtalebøger som han. En af hemmelighederne bag succesen er, at der hos Johannes Møllehave aldrig er vandtætte skotter mellem humor og alvor. Og præsten er i lige så høj grad fortæller, som forfatteren er forkynder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejgil Søholm: Johannes Møllehave i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129434