Faktaboks

Jørgen Gustava Brandt
Født
13. marts 1929
Død
1. december 2006

Jørgen Gustava Brandt. Fotografi fra 2004.

.

Jørgen Gustava Brandt, 13.3.1929-1.12.2006, dansk forfatter med en vidtfavnende produktion af lyrik, fiktionsprosa, essayistik og kritik, hvis fællespunkt er en intens øjebliksoplevelse af udvidet sansning i retning af religiøs mystik.

Sådanne oplevelser forudsætter dyb erfaring, baseret bl.a. på en omfattende læsning, som giver hans digtning fylde og vidde i en karakteristisk strømmende, musikalsk stil.

Det indre København, Dragørs omegn, Italien og Israel er foretrukne geografiske miljøer i Jørgen Gustava Brandts lyrik, indledt af Korn i Pelegs mark (1949), et tidligt udtryk for en ny dansk, internationalt orienteret modernisme. Den befæstedes efter nogle mere søgende digtsamlinger i Fragment af imorgen (1960) — et vigtigt år for dansk poesi og for en ny digtergeneration.

Hverdagsdigte af fortrolig talekarakter fulgte, men i 1970'erne hævdede han en erindrende, religiøst farvet centrallyrik over for tidens krav om politisk engagement med bl.a. Mit hjerte i København (1975) og Jatháram (1976).

Kunstens væsen og traditioner er stof i tætte og farverige digtsuiter som bl.a. Idiotes (1980), Harlekinade (1985), Scala-suite/Lys (1986) frem til alderens erfaringer i bl.a. Mens endnu sans og samling (1994).

Salmerne Giv dagen dit lys (1986), med melodier af Ole Schmidt, er et tidstypisk forsøg på at forny traditionen.

Af Jørgen Gustava Brandts prosa skal fremhæves den tidlige erindringsroman Kvinden på Lüneburg Hede (1963), københavnerromanen Pink Champagne (1973), poetikken Hvad angår poesi (1982) og Mit indre marked (1990), erindringer og essays.

Med Digte 1946-96 (1997) foretog Brandt et stort trebinds-udvalg af den poesi, der stadig fornyer sig i tonearter og erfaringslag med en særegen sproglig varme og drilagtig ironi. Veje til Infantilia (2001) leger med inspiration fra børnesprog. I 2002 kom digtene Ting og sager.

Med originalitet og receptivitet - men uden særlig mediedækning - placerede Jørgen Gustava Brandt sig altid midt i og dybt i tiden. I tråd hermed drev han som programmedarbejder i DR 1963-94 selv en betydelig formidlingsindsats for alverdens lyrik.

Jørgen Gustava Brandt var medlem af Det Danske Akademi fra 1969 til sin død. Posthumt udkom det stort anlagte erindringsværk Mit liv (2007).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig