Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Sonne

Oprindelig forfatter TBro Seneste forfatter Redaktionen

Jørgen Sonne, Tre ridende kampagnoler, 1872. Nivaagaards Malerisamling.

Jørgen Sonne, Tre ridende kampagnoler, 1872. Nivaagaards Malerisamling.

Jørgen Sonne, 15.10.1925-9.9.2015, dansk forfatter; cand.mag. i historie og engelsk. Jørgen Sonnes lyriske forfatterskab, der karakteriseres ved både lærdom og lidenskab, er artistisk forbundet med den internationale modernisme, af genre beslægtet med Ezra Pounds kritiske og poetiske værker, som Jørgen Sonne også inddrog i sin virksomhed som oversætter fra engelsk, fransk og italiensk.

Hovedparten af sin produktion arrangerede han selv i bindene År: sammenvalgte digte 1950-65 (1965) og Dag: komposition af digte 1965-90 (1991). I samlingerne Midtvejs (1960) og Krese (1963) knytter ikke mindst rejseoplevelser historie og nutid sammen i tætvævede, billedstærke digte, der aktualiserer et hidsigt bevægelsesmønster med humor og skønhed.

Huset: idyller (1976) og Eroterne (1977) indeholder både suiteagtige og korte digte, tematisk omfattende ekskursioner i jeget, kulturen, erotikken, politikken, fortsat i bl.a. Nærvær: suite på rejsen (1980). Romanerne Blå turist (1971) og Natten i Rom (1983) er farverige beretninger og studier af nutid og fortid i en egensindig, fantastisk realisme.

Annonce

Essayistik, kritik og lyrisk kortprosa indgår i bl.a. Horisonter (1973), Stik i et sent århundredes sæder (1994) og De purunge gamle (1995).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Brostrøm: Jørgen Sonne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162351