Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Højholt

Oprindelige forfattere AnOEs og BHJ Seneste forfatter Redaktionen

Per Højholt. Portræt fra 1994.

Per Højholt. Portræt fra 1994.

Per Højholt, 22.7.1928-15.10.2004, dansk forfatter, bibliotekar indtil 1966. Per Højholt blev fra midten af 1960'erne en af modernismens betydelige danske lyrikere.

Et tilhørsforhold han dog gennem hele sin senere praksis forholder sig (selv)ransagende og dialogisk kritisk til.

Hans evne til at teoretisere over sin egen digtning fremgår af de tre bøger, der ofte refereres til som Højholts 'poetikker', men som kan læses på adskillige måder.

Annonce

I Cezannes metode (1967) og Intethedens grimasser (1972) udvikler Højholt sin (og forsøgsvis læserens) bevidsthed om digtning som praksis, der konstant nulstilles og må omstartes - ofte i en art 'show-tilstand'. Dette understreges af den sidste 'poetik', Nuet drukner i latter (1983), som man kan vælge at læse som en meta-refleksion over bl.a. Højholts mange radio- og lyd-stykker, herunder Gitte monologen (1981).

Et udvalg af artikler og kronikker, Stenvaskeriet og andre stykker (1994), knytter sig for en stor dels vedkommende til denne teoretiske refleksion om sprog i forhold til intethed, tid og tilfælde. I praksis kommer dette også frem i et stort antal avisanmeldelser, foretaget af ham selv, og højt vurderet af bl.a. andre forfattere.

Det digteriske forfatterskab er lyrisk med den Heretica-inspirerede Hesten og solen (1949) som debut. Med samlingen Poetens hoved (1963) skiftede han udtryksmåde og begyndte den indirekte kritik af det poetiske sprog, som har været hovedtråden i hans poesi siden hen, og som er indeholdt i en linje fra et af digtene: "Hvor alt sammenfalder med sit billede hører virkeligheden op". For at modvirke dette sammenfald opsøger hans poesi forskelle i stærk modsætning til anden poesis lighedssøgen.

Der er en tendens hos Per Højholt til at koble den digteriske praksis til de 'nye' mediers 'show'-kultur. Især fra omkring 1966 afsøger han bestandigt nye måder at indrage publikum aktivt i tilblivelsen af betydning i sproget og dets situation.

Samlingen Min hånd 66og Show (begge 1966) viser Per Højholts både denne interesse samt en veludviklet humoristisk sans for sprogets finurligheder. Praksisbevidstheden og humoren udvikledes yderligere i samarbejdsprojektet Show-Bix (1967-71), hvor Højholt sammen med komponisten Gunner Møller Pedersen og fotografen Poul Ib Henriksen udvikler digtningen i en performativ og mediebevidst retning.

Disse eksperimenter følges op i Show (dokumenteret i DR-TV 1973), tv-stykket Stock car (DR-TV 1975), Enhjørningens kvababbelser (1979) samt - ikke mindst - i Gittes monologer (1981 og 1985).

Gennem disse digtes radio- og foredragspræsentation blev han landskendt for sine oplæsningsshows, hvoraf dele udkom på plade. Det gjorde også langdigtet Turbo (1968), hvor sproget blev anskuet og praktiseret som strømmende energifelter. Et eksperiment med dagbogsromanen resulterede i 6512 (1969), der splitter årsagssammenhænge og kronologi.

1977 påbegyndte Per Højholt den Praksis-serie, som han kaldte næsten alle sine efterfølgende bøger (12 numre indtil 1996). Serien rummer nye digtsamlinger og ikke mindst de såkaldte blindgyder, dvs. fortællinger, som er en slags foregivet realistiske udførelser af skæve idéindfald i en parodieret klassisk prosa. (Praksis 4, 6 og 7).

Efter en længere pause i forfatterskabet udgav Højholt i 2001 den egensindige roman Auricula, der havde været undervejs i årtier. Bag en tør beretterstils sproglige maske udfolder sig en grotesk, labyrintisk fortælling om nogle løse ører, der vandrer om i Europa og bl.a. observerer 1900-t.'s vigtigste avantgardekunstnere, bl.a. Erik Satie og Marcel Duchamp.

Bogen er på én gang metafiktion, kunsthistorisk essay og løssluppen, vildtvoksende, ordspillende skrøne — et bevidst ufuldendt kunstnerisk testamente. Skævheden, forskellen, parodien og latteren er nogle af de betegnelser, som Per Højholts særlige tilgang til litteratur og tilværelse har båret.

Fælles for dem alle er den alvorlige humor og uhyre seriøse poetiske praksis, hvormed han kritisk har opsøgt de steder, hvor traditionelle betydninger er blevet udhulet.