Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Lyngby Jepsen

Oprindelig forfatter ESoeh Seneste forfatter Redaktionen

Hans Lyngby Jepsen, 1.4.1920-31.7.2001, dansk forfatter. Vokset op blandt udstødte eksistenser på fattiggården i Aalborg, hvor faderen var inspektør, modtog Hans Lyngby Jepsen tidligt stærke sociale indtryk, som sammen med byen, egnen og slægten kom til at præge hans forfatterskab fra novelledebuten i 1945 til de sene erindringsbind.

Inden for romanen begynder han i en lidt traditionstung realisme, der dog allerede i Rød Jord (1949) brydes op i en mere personlig, impressionistisk stil, som efter bl.a. en slægtstrilogi i 1960'erne perfektioneres i Et bedre forår (1974).

Et fint udvalg af kortprosa, måske Lyngby Jepsens stærkeste side, foreligger i Lisa og andre noveller 1953-1967 (1990). Han skrev desuden rejsebøger fra Østeuropa og Sicilien, biografier om bl.a. Marquis de Sade (1963) og Stauning (1979), børnebøger, egnsbeskrivelsen Nordjylland (1986) og nogle bøger om brændevin.

Annonce

Hans Lyngby Jepsen var formand for Dansk Forfatterforening 1957-63.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejgil Søholm: Hans Lyngby Jepsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101185